Lille spejl på væggen dér
Det kan godt virke, som om Christian Kracht forsøger at tage sine kritikere og læsere ved næsen ved konsekvent at gøre noget nyt i hver eneste bog. Hvis nogen havde spået, at han efter Weimar-propagandafilmthrilleren De døde ville skrive den Booker-nominerede Eurotrash, en halvautofiktiv og sært sensitiv roadtrip-roman gennem Schweiz med en 80-årig mor og en mindre familieformue i kontanter, tjent på at sælge våben til nazisterne, ja – så var de gode til at gætte.
Og igen: Krachts nyeste roman Air, en slags digital fabel om fladmaste virkelighedsbegreber, ligner intet andet i forfatterskabet. Anslaget er til gengæld velkendt territorium. I den lille by Stromness på Orkneyøerne, lidt nord for Skotland, bor Paul, en schweizisk indretningsarkitekt med en forkærlighed for rene nordiske linjer, mutters alene med sin enøjede kat, dog med havudsigt:
»Der var næsten ingen steder tilbage i Europa, hvor man for få penge kunne bo d
