Print artikel

Føles alt meningsløst? Det er det også

Lone Rødbroe som Winnie. Foto: Folketeatret/Büro Jantzen
Anmeldelse
20.01.26
I elendige tider kan vi alle have brug for glade dage. Becketts klassiker er dybt underholdende nihilisme til tiden.

Livet er en evig gentagelse af de samme ligegyldige daglige rutiner, melankolske tilbageblik på det, der var engang, en skuffet dvælen ved alle fortidens løfter, der aldrig blev indfriet, håbløse forsøg på at stoppe mening ind i meningsløsheden, en latterlig stræben efter at opretholde normaliteten, uanset hvor elendig en normalitet, der måtte være tale om, alt imens man langsomt bliver begravet til man står i lort til halsen. Og så dør man.

Sådan kan man vel nogenlunde opsummere Samuel Becketts klassiker Glade dage fra 1961, der i disse dage opføres på Folketeatret i København. Bortset fra at stykkets hovedperson, Winnie, begraves i sand og ikke lort. Men det kan være det samme.

Der er noget herligt uprætentiøst og lettilgængeligt over Folketeatrets opsætning af Glade dage. Opsætningen er, som den er, jordbunken er blevet en sandbunke (der kommenteres på den golde, hede verden, så det er i hvert fald tydeligt, at klimakrisen også er et af de temaer, man kan vælge at tolke ind i Becketts stykke, hvis man vil), alt er nogenlunde, som man ville forvente, og hvorfor fikse noget, der ikke er i stykker? Tiden er til Beckett, så det er fint, at man på Folketeatret ikke har forsøgt at opfinde den dybe tallerken med alle mulige uventede påfund. Winnies monolog er så mere end rigeligt.

Hver dag vågner Winnie, spillet af Lone Rødbroe, til lyden af en klokke, der i dette tilfælde nærmere er en katastrofealarm, og så er dagen i gang. Ved siden af hende ligger en affaldssæk med hendes ejendele: et spejl, en børste, en læbestift, der næsten er opbrugt, en hat, en tandbørste, et par briller, en lup. Og en pistol, man hele tiden håber, kommer i brug, men nej. Den bærer løftet om et klimaks, der (selvfølgelig) aldrig kommer. Bag Winnie står en sofa, og på den ligger af og til hendes mand, Willy, spillet af Bo Skødebjerg. Willy er uduelig. Han bladrer i et pornohæfte og onanerer, mens Winnie forsøger at fange hans opmærksomhed. Men der skal heldigvis ikke meget til at distrahere Winnie fra tilværelsens tomhed.

»Vis mig din lillefinger, hvis du kan høre mig«, råber hun til ham, og bliver opfyldt af lykke, da han med hovedet boret ned i sofapuden vinker med hele hånden. Det samme gælder affaldsposen med ejendelene. Winnie undlader med vilje at tømme posen helt, så hun aldrig helt kender dens indhold. På den måde bevares der en smule rum for overraskelse og forandringspotentiale i tilværelsen. Det er selvfølgelig begrænset, hvad der kan være i sådan en pose, og hvad hun kan bruge det til, nu hun sidder begravet på den måde, men bare det, at hun ikke ved det, det er nok.

Der er noget sært rørende ved det. Midt i al nihilismen kommer man til at smile af Winnies menneskelige trang til at lede efter den gyldne nål i livets rådne høstak. Måske vågner hun dag efter dag op til en tilværelse, hvor hun rent fysisk end ikke er i stand til at dreje hovedet, en tilværelse af elendig meningsløshed, kort sagt, men hun vågner dog stadig, hun synger sin sang og reder sit hår. Så bliver det alligevel en dejlig dag. Alle dage er glade. Det er samtidig også det mest uhyggelige og nedtrykkende ved hele stykket. At mennesket evner at se bort fra katastrofen, mens de står i den, fordi ønsket om at opretholde normaliteten er så stærkt. Uanset hvilken elendighed, man befinder sig i. Det værende sig både Winnie og Willys golde ægteskab og tilværelsens generelle meningsløshed.

Min eneste anke mod forestillingen er, at man måske er gået lige lidt for meget i den fælde ikke at stole på, at publikum selv er i stand til at aflæse den humor, der findes i Becketts stykker. Med en Winnie, der er begravet og derfor ikke kan bevæge sig rundt på scenen, er det let at forfalde til andre greb, der skal give liv til rollen. For eksempel bliver der til tider lige skruet 20% for meget op for ansigtsmimikken og armbevægelserne, og der føles det altså lidt som om, at man får pointerne stoppet ned i halsen.

Det bliver lidt tøhø-agtigt og mindre nuanceret, end det kunne have været, men pyt med det. Det meste af tiden er Lone Rødbroe vidunderlig og troværdig som Winnie, og Bo Skødebjerg gør det godt som ægtemanden, der lige præcis giver nok til, at Winnie ikke opgiver håbet om, at livet måske en dag har mere at byde på.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.