Sansninger af noget, som ikke findes
Dramatikeren Sarah Kane (1971-1999) færdiggjorde sit sidste værk 4:48 Psychosis (på dansk 4:48 Psykose i Morti Vizkis oversættelse) umiddelbart før hun tog sit eget liv, og teksten kredser om selvmordet som ultimativ udvej, selvskade som en lindrende mulighed og depressionen som sygdom generelt. Teksten er konstrueret således, at det ikke på forhånd er fastlagt, hvor mange skuespillere, der skal fremføre den, og tidligere har den flere gange været opført som en monolog, mens andre opsætninger har haft flere spillere med.
I Glad Teater og Teater Sort/Hvids udgave er der i alt fire skuespillere på scenen; hovedpersonen, det talende jeg, kropsliggøres af Anne Reumert, mens tre skuespillere fra Glad Teater tavst supplerer hende. Den gennemgående scenografi er med temaet in mente ganske konkret og måske en anelse symboltung; på scenegulvet står en overdimensioneret kiste, nærmest en sarkofag, hvorpå der ligger en stor bårebuket.
Resten af scenerummet minder om indersiden af et mausoleum eller en kirke, og det er alt sammen meget smukt og ordentligt. Som om hun allerede er død, kvinden i rødt, der sidder oven på kisten og kigger ud på publikum, imens vi f
