Allah, hvorfor har du lavet mig sådan her?

Er der nogensinde nogen, der er gået ud af en teatersal og sagt til hinanden: »Den forestilling blev markant bedre af, at alle vi publikummer sad på gulvet!« Før jeg var inde og se DJINN på Blaagaard Teater, ville jeg nok have sagt nej, men her bagefter er jeg ikke så sikker. Jeg bliver da også advaret op til premieren: af hensyn til scenografien er det ikke tilladt at have udendørs sko på til forestillingen, men man er velkommen til at medbringe hjemmesko. Trods advarslen føles det alligevel lidt underligt at dappe rundt i strømpesokker, særligt da jeg lige skal låne toilettet inden forestillingen. Toilettet og resten af foyeren er udsmykket på traditionel muslimsk vis og, her til premieren i hvert fald, er der myntete på kanden og småkager på små opsatser rundt omkring i foyeren.  

Inde i salen tager publikum plads på gulvet, hvor stolerækkerne er erstattet af hynder og små, lave ryglæn på ca. 30 centimeters højde. Både hynderne på gulvet og ryglæn er iklædt et stof, der ligner et klassisk, orientalsk tæppe, og i midten af rummet er der placeret et rundt podie med hvad der, på godt dansk, vist kaldes en stripperstang, eller lidt mere sobert på engelsk; en po