Mytepoesi
Hvad er en genfortælling af de bibelske tekster? Oversættelse? Omskrivning? Måske en gendigtning. Anne Lise Marstrand-Jørgensens to bibelromaner Natten åbner sig som en port, der udkom for et par år siden, og den helt nye Under solen, er i hvert fald ikke bare en sproglig modernisering af Biblen. De er snarere en realisering af myternes poetiske potentiale. Efter læsningen af de knap 700 siders tekst, sidder jeg betaget tilbage; Marstands udpluk af bibelhistorier og hendes evne til at digte ovenpå dem er fantastisk.
Det stilistiske i de to værker er ret ens. Marstrand skriver et realistisk plan frem og giver de magiske fortællinger et sanseligt landskab og følende kroppe. Hun forvandler det nøgterne bibelsprog til et teatralsk og mættet billedsprog. Romanerne mimer Biblen, men udvinder samtidig en ejendommelighed, der viser, hvordan forfatteren formår at folde testamenterne ud på en måde, jeg ikke har mødt hos nogen præst. De får nerve.
Et højdepunkt i den seneste roman finder man i fortællingen om Abraham, der på Guds befaling skal ofre sit barn, Isak. Slår man op i Biblens 1. mosebog står der køligt: »Så rakte Abraham ud
