Tårer ændrer ikke verden
Hvor jeg normalt færdes, synes en udbredt kendsgerning at være, at fremtiden er forsvundet. Ikke sådan, at fremtiden ikke vil indfinde sig, når tid er, men at den tid, der kommer, får svært ved at hamle op med den, der har været.
Som sociologen Andreas Reckwitz viser i sit store og netop på dansk udkomne værk om tab i moderniteten, er tabet blevet stadig mere synligt i vores tid, og det skaber problemer for os, fordi vi samtidig har mistet det, der tidligere kompenserede for tabet: udsigten til en bedre fremtid. Adskillige af samtidens værker beskriver i en mere dyster tone fremtiden med udtryk som afgrund (Marina Garcés) eller katastrofe (Eva Horn). Noget tilsiger, at 80’ernes No future-generation vil få konkurrence om den betegnelse, når vor tids ungdom skal skrives ind i historiebøgerne.
Derfor fanger det min opmærksomhed, da jeg bliver inviteret til fremtidskonferencen Future Tense i Pressen ved Rådhuspladsen i København. På arrangementets landing page ser man en rank kvinde i blafrende orange kjole bevæge sig ud ad en slags neofuturistisk mole, der for enden danner en ring, hvorfra man kan træde ind i himlen. Programmet giver lige så h
