Lugten af nattebjerg
En tilværelse på samfundets rand, hundreder af digte som få kendte til, et selvmord inden livet for alvor nåede at udfolde sig.
Det er ikke bare et kort rids af finske Larry Silváns biografi, men også – hvis man er i det kyniske hjørne – opskriften på en posthum kultsucces. For er der noget mere interessant, mere æggende, end en marginaliseret stemme fra det hinsides? Lige til at opdage, opskrive, indsætte i litteraturhistorien.
Det er en kold tanke, der ikke desto mindre meldte sig flere gange under læsningen af Jeg plukker mange blåbær og nægter at arbejde for kapitalismen, hvor et udvalg af de efterladte digte er samlet og oversat til dansk af Nanna Staugaard Villagomez.
I den finlandssvenske litteraturhistorie har outsideren Silván (1955-1976) fået sine linjer, og nu kan vi danskere altså også læse noget af det, han nåede at skrive i det forfaldne hus i skoven lidt udenfor barndomsbyen Ekenäs, som han hadede så inderligt for sin småborgerlighed og eftergivenhed over for kapitalismen. Alle livene med meningsløst arbejde for fede pengemænd, sport i fjernsynet og hjem foret med overflødige produkter.
Silván valgte i stedet en forhutlet tilvæ
