Klasseclash i Klampenborg
En gruppe unge mænd, der alle ligner legemliggjorte LinkedIn-profiler, stiger på S-toget fra Nørreport st. mod Klampenborg med mig i hælene og uden at vide, at de vil blive beskrevet som legemliggjorte LinkedIn-profiler i en artikel i et uafhængigt journalistisk samtidsmagasin om mine oplevelser ud i det dybe Nordsjællandske reservat til Woodford Reserve Gentlemen’s Championship Day på Klampenborg Galopbane.
Ifølge internettet har antikke grækere, romere, babyloniere, persere, victorianske englændere og disse velfriserede unge mænd, jeg deler S-tog-kupé med, alle det til fælles, at de har fundet det ekstremt underholdende at se heste galopere om kap. De unge mænd deler jagterfaringer fra den østafrikanske savanne og fortæller om forretningsaftaler landet over et slag padel-tennis, og mens jeg så diskret som overhovedet muligt noterer deres samtaler, tænker jeg, at de inkarnerer stereotypen på ærkenordsjællandsk jargon og fremtoning i en sådan uforlignelig grad, at det umuligt kan fremstå troværdigt på skrift.
