En utopisk antitese til fremmedgørelsen
Vores første stop i Malmø, der var mere eller mindre nedlukket på grund af Sveriges nationaldag, var i en møbelbutik, hvor der var en meget lækker og mistænkelig billig sofa i vinduet. Men vores evne til at afkode butikken, om det var noget hø den solgte eller ej, gjorde nok at min entusiasme faldt noget på hjemturen. Og så selvfølgelig min indbyggede nærighed, når det kommer til alt andet end vin og mad.
Jeg har nemt ved at føle mig fremmed i verden og har tit svært ved at fange koderne. Nu er det ikke fordi jeg ser et vist niveau af fremmedgørelse som andet end et livsvilkår, men jeg ender tit med at stå og glo på noget uden at fatte en bjælde. Øvelsen er vel, at man ikke skal tage det alt for nært, og, hvis man har overskuddet, måske lige frem møde sin uvidenhed med nysgerrighed og lade være med at forlange, at man kan spejle sig i alt. Og her er kunst et godt sted at starte. For at kunne møde kunst er man nødt til at kunne give slip på meget af det man ved. Måske gælder det samme sofakøb, hvem ved?
Men fremmedgørelse var virkelig ikke den fornemmelse jeg havde da jeg trådte ind på Moderna Museet i Malmø. Halvtreds svenske kroner i entre og venlige mennesker i di
