Dannelsesroman i korstogsklæder
I løbet af de sidste par år er der udkommet hele tre romaner på dansk, der alle foregår i tiden omkring eller efter det tredje korstog i begyndelsen af 1200-tallet: Jesper Bryggers Pueri, Jonas Eikas Åben himmel - og nu følger multikunstneren Stephan Grabowski trop med sin anden roman, Drømmeren.
Her følger vi en ung knægt ved navn Wulf, der vokser op i Schwarzwalds skove med sin mor, og som en dag render ind i et slæng anført af en præst, Gotfrid, der er deserteret fra korstoget mod Jerusalem, som på det tidspunkt var under Saladins magt. Gotfrid har besluttet sig for at grundlægge et jordisk paradis, Eden, »hvor lammet kan leve fredeligt ved løvens side. [og] at se Eden udfolde sig for vores øjne her på jord og ikke først i det evige liv hinsides«.
Gotfrid deserterede fra korstoget på grund af de mange ukristelige ting, som blev gjort i Guds navn mod Saladins saracenere: mord, voldtægt og det, der er værre, kan nok tilgives, hvis årsagen er at redde de arme vantro fra deres dårskab, forsikrede kirken korsfarerne. Og ikke så snart får Gotfrid og hans udbrydere med Wulf i hælene etableret den første version af Eden i et hulekompleks, hvo
