I individets nuancer bliver det for alvor universelt

I København i 1888 pantsætter den norske forfatter Knut Hamsun sin frakke. Han har ingenting, ingen penge, han sulter, og mens han vandrer udhungret rundt i gaderne, skriver han romanen Sult om en skribent, der ligeledes er udhungret og befinder sig i et fuldstændigt delirium. Sult er en roman om moralens grænser, ynkelighed, selvoptagethed samt kroppens og tankens disharmoni. Og én ting er sikkert, denne litterære klassiker om et menneske, der balancerer på kanten af samfundet såvel som på kanten af sin egen forstand, var aldrig blevet til noget, hvis Hamsun ikke havde skrevet det ned, han mærkede på egen krop dengang i 1888.

I København i 2018 strejfer en anden lidende kunstner hvileløst rundt. Det er den unge digter Theis Ørntoft, der paranoid og angstfuld forsøger at skrive om sammenhængene i en verden, han føler sig komplet fremmedgjort fra. Theis tager kokain, Theis tager til luder, Theis er afhængig af porno, Theis læser skoleskyderes dagbøger og kan ikke stoppe, selvom det er ubehagelig læsning, Theis kan ikke overskue storpolitik, men læser liveblogs fra bestialske morderes retssager.

»Om natten ser jeg porno igen. Denne gang sætter jeg mig ovenpå. Mine to lavalamper kaster et giftiggrønt skær op på væggene, og ellers er her mørkt. Belysningen giver mig fornemmelsen af at være en gal professor i sit afsindige laboratorium.«

Så følger ellers flere siders beskrivelse af denne nats eskapader, ham, den gale professor, der mikser den perfekte pornoeliksir, som kan indhylle huset i en tæt tåge af dopamin.

Theis er et produkt af en tid, vi alle er produkter af, en tid, der aldrig lader os slippe for de gule breakingbjælker, der hver dag fortæller os, at enden er nær. En tid, hvor alt er giftigt. En tid, hvor alt er en vare, smid den rette emoji efter den rette live-pornostjerne, og de gør, hvad du beder dem om, mens du sidder og onanerer i din mørke stue. En tid, hvor alle mistrives, gud ved hvorfor. Det var ikke eksotisk at være en lidende kunstner i København i 1888, og det er det heller ikke i 2018. Det er en depraveret, elendig tilværelse, ynkelig ligefrem. Det er den virkelighed, Theis Ørntoft skildrer i sin nye roman, Habitat.

Jeg er fuldstændig revet med af Habitat. Revet med på en måde, jeg kun oplever sjældent, i mødet med Dostojevskij, i mødet med Houellebecq, i mødet med Hamsun, kort sagt i mødet med værker, der vover utroligt meget for at tegne et fuldstændigt portræt af det ufuldstændige menneskelige sind i en barsk verden.

Ligesom hos det fornemme selskab, jeg tillader mig at indskrive Theis Ørntoft i her, står al den smerte selvfølgelig ikke alene. En del af verdens hårdhed består også i, hvor absurd det er at være menneske i den, og underholdningsværdien i romanen er af den grund heldigvis også høj. Sideløbende med – eller rettere som en mere ufarlig medaktør i – Theis’ psykiske deroute, inficeres hans hus på Møn af alskens utøj, biller, mus og rotter, som han i begyndelsen accepterer som medbeboere – helt i ånd med virkelighedens Theis Ørntofts natursyn, må man sige – men efterhånden driver dyrene ham til vanvid. Det er et komplot, de har besluttet, at lige præcis hans hus skal chikaneres.

Romanen rummer også et andet essentielt spor, nemlig Theis’ kunstsyn og blik på tidsånden. Theis er mere end den angst, der er opstået som følge af dels det helt fysiske traume, han var udsat for som 13-årig, da han blev kørt ned af en flugtbilist og næsten mistede livet, dels den virkelighed, han lever i, hvis intensitet han ikke kan rumme. Han er også en kunstner, der noget lig Hamsun også bare skal lykkes med at skrive en bog midt i angsten, så han kan tjene nogle penge. Theis sulter ganske vist ikke, men præstationspresset er stort, og så vil han jo også gerne skrive. Han har mange holdninger til kunsten og måden, vi taler om kunst på.

Der er mange komiske beskrivelser af både Theis’ egen møgirriterende, bedrevidende adfærd som elev på forfatterskolen, der er absurde mediesituationer med selvfede Zetlandjournalister, og så er der en række næsten rablende beskrivelser, der præsenterer et kunstsyn, der er stik mod den dødkedelige tendens, som har præget samtalen om kunst længe: At kunsten har en moralsk forpligtigelse.

Han beskriver blandt andet dengang forfatter Asger Schnack endte i en regulær shitstorm i litterære kredse, fordi han i et facebookopslag brugte termen "diagnoselitteratur" – en tendens, han så i tiden, som handler om, at personlige traumer er i høj kurs. Man skal som forfatter sælge ud, hvis man vil i avisen.

Fy og føj, bliver der sagt, en kommentar fra en forfatter lyder, at »han kaster op i sin egen mund,« en anden kalder udsagnet fascistoidt. Forfattere har et ansvar, lyder det. Denne kollektive modstand for forfatterkollegaerne giver Theis ikke meget for. 

»De tror selv, de er gode, må man formode, de tror selv, at det, de gør, er at sabotere den etablerede magt, eller noget i den stil, men i virkeligheden er det dem selv, der er de ubehagelige (…) Sidde der som en gruppe børn og blive enige om, at ad, det er ulækkert, man brækker sig i sin egen mund.«

Er det nødvendigt at høre om forfatterskolen, ungdomskærester og Theis’ personlige kunstsyn, hvis det mest centrale i bogen er en skildring af den angst, der kan ramme ethvert moderne menneske? Ja. Det er alt sammen en del af det, der gør romanen til mere end et forsøg på at skildre tidsånden. I det langsommelige arbejde med at skildre individets nuancer bliver værket for alvor universelt. Det står også klart til sidst, da Theis bliver far, og pludselig, i et meget smukt øjeblik, finder håb i universets hemmeligheder. Noget, der ellers altid var en kilde til angsten for ham. Og i det øjeblik, da faren Theis mærker håbet brænde, smitter det.

Theis er et produkt af sin tid, men ikke kun.

Autofiktion er en genre, jeg efterhånden skal være den første til at stille mig skeptisk overfor, fordi jeg ofte får det indtryk, at forfatteren har taget udgangspunkt i sig selv, ikke fordi det er et nødvendigt greb for deres kunstneriske projekt, men simpelthen i mangel på bedre idéer, eller endnu værre, af selvoptagethed. Det værste, jeg ved, er en dagbog forklædt som roman, piftet op med nogle halvbagte samtidsanalyser, så man ikke kan klandre forfatteren for kun at have øje for egen navle.

Men af og til sker det gudskelov, at en selvopofrende og klartseende forfatter er i stand til at vride sig selv som en klud, og bruge disse fragmenter af deres allerinderste til at løse en flig af tilværelsens store ligning. Hvor det at tage udgangspunkt i eget liv benyttes som en fantastisk mulighed for at skildre et individ så komplekst som muligt. Sådan en bog har Theis Ørntoft skrevet med Habitat.

Han skriver så blændende om depraveringen, angsten og altings svimlende forbundethed, at man i glimt præsenteres for klarsyn af både menneskesjælen og tidsånden. Habitat er den slags romankunst, dansk litteratur går og sukker efter. Der er så vidunderligt meget på spil her.