Børnene bliver altid gjort fortræd

Hovedpersonen i Shannon Færchs netop udkomne debutroman Angst er en forældreløs teenager, som skal til at starte på gymnasiet. Ved bogens begyndelse flytter hun ind i et mystisk hus med en »nådesløs symmetri«, der snarere ligner »et engelsk manor house end nogen dansk herregård.«

Her bor der i forvejen en gruppe unge kvinder i et sært frenemy-agtigt fællesskab, som pigen nu skal være en del af. »Det var, som om de hver især var blevet nøje udvalgt. Ikke af hinanden eller af deres gavmilde velgørerinde, som ejede jorden og herregården, men af selve huset, af hver sten og hver rudes samlede, syngende kald: dig og dig og dig – kom!«

I huset bor også Oversygeplejersken, der færdes som et overjegsagtigt spøgelse i de endeløse gange og holder opsyn med beboerne. Hun beskrives som »et gråhåret anker, der holdt huset fast på sin enorme sokkel af sten og mørke.«

Shannon Færch skriver, som om hun kommer fra gamle dage. Som Karen Blixen blandet med Mary Shelley, men hensat til den danske konkurrencestat i det 21. århundrede.

Angst rummer en utroligt spinkel historie, nærmest en ikke-historie, om et ungt menneskes start på en ungdomsuddannelse. Men fortalt, som om der var tale om et skæbnesvangert ægteskab indgået med en dominerende, lettere sadistisk herremand i 1800-tallet.

Frem for deciderede handlingsforløb består Angst af en række ultrakorte situationer, der altid ender med at stivne i et skræmmende billede og en knugende mørk følelse, hvor hovedpersonen er holdt fast og ikke kan komme væk. Gerne med Oversygeplejerskens urovækkende tilstedeværelse et sted i nærheden.

Pludselig dukker hun op, som en ængstelig tanke, mere symbol end egentlig konkret tilstedeværelse, og fortæller pigen, hvordan det, hun gør i dag, kan være udslagsgivende for hele resten af hendes liv.

Som da pigen skal til sin første gymnasiefest, og Oversygeplejersken i sidste øjeblik dukker op og taler om, hvor galt det hele nok vil gå til den fest. Oversygeplejerskens råd til pigen er: »Du kan jo sætte dig og lave en liste.« Hvortil pigen spørger: »En liste?« Og Oversygeplejersken svarer: »Ja, ja, en liste over alt det, der kunne gå galt, og så laver du en ny liste over alt det, du kan gøre for at undgå det-«

Da pigen forsigtigt anfører, at hun er nødt til at tage af sted nu, hvis ikke hun skal komme for sent til festen, bider Oversygeplejersken hende af: »”Du må skynde dig, tag papiret, skynd dig nu!” hviner stenansigtet og farer med ét baglæns ud ad døren og forsvinder i gangens lange skygger.«

Angst er en dybt klaustrofobisk roman, hvor den bevidst overtydelige symbolik tynger hovedpersonen, gør hendes liv til et helvede. Det kan virke som et lidt bedaget greb, Færch bruger, når hun lader en karakter i bogen symbolisere konkurrencestaten og dens krav over for et ungt menneske på gymnasiet, men det rummer også en selvstændig, ret klog pointe.

For hovedpersonen i Angst ér alt symboler på noget andet, ér enhver handling et tegn på enten fiasko eller succes, og det er netop det, der får hendes liv til at dirre af en uudholdelig grundangst. En karakter er ikke bare et tal, men et symbol på din værdi som menneske.

Det er aldrig godt nok. Det er den fornemmelse, murrende, ætsende, kvalmende, som Færchs hovedperson går rundt med. Det er det, alt, hun oplever – alt hvad der bliver talt om og sagt højt i huset – kredser om. Hvordan pigen kan gøre det bedre, for sådan, som hun gør det nu, er bare ikke godt nok.

Angst en vaskeægte 12-tals-horror hensat i et mærkeligt stivnet univers. Pigen føler ikke rigtig noget, hun reagerer bare på det, hun får at vide, hun skal gøre, former sig efter det. Opsat på at gøre en diffus omverden tilfreds i jagten på at opnå en smule fred.

Alting virker bedøvet, fjernt, døvt hos Færch. Som om hovedpersonen går rundt med ørepropper i konstant, knuget af frygt for den næste standpunktskarakter. Går rundt med en dump, knivstiksagtig smerte dybt inde, som hun aldrig giver sig selv lov til rigtigt at mærke.

Det er, som om mistrivslen bare har ændret karakter i løbet af de 75 år, der er imellem de to bøger, men ikke nødvendigvis er blevet mindre.

I norske Torborg Nedreaas’ roman Trylleglasset, der udkom første gang i 1950 og nu er genudgivet i forlaget Turbines klassikerserie, bliver der i modsætning til i Angst mærket rigtig meget.

Der er virkelig meget – og mange – der gør de børn og unge, romanen skildrer, fortræd på langt mere direkte måder end hos Færch. Hvor Færchs hovedperson lider under et sæt af ideer, der ligger til grund for et fjernt og ansigtsløst system, er det, børnene hos Nedreaas lider under, konkret og nærværende.

I dette bergenske børneliv i starten af 1900-tallet vrimler det med fysiske farer og tilfældig vold, men livet er også brusende frit, ikke så bundet og stift og klaustrofobisk som hos Færch. Livet foregår under åben himmel i et sammensurium af muligheder og farer.

Børnene mærker virkelig livet og er i de glimt, hvor de er lykkelige, virkelig lykkelige, så man ikke kan undgå at smile under læsningen.

Også selvom den fattige Evelyn får trukket alle tænder ud i en alder af tolv. Også selvom den voldelige Finn får med læderremmen af sin far, den kvinde- og følelseshadende Hr. Reymer. Også selvom Herdis’ mor og far altid skændes og aldrig viser hende kærlighed, udover når de selv er dybt ulykkelige og har brug for trøst fra barnet.

Giftigt, helt igennem giftigt, men samtidig et børneliv fyldt med fri leg, frie forestillinger, masser af tid uden for de voksnes kontrol, hvor man kan stjæle ribs og bade og lege købmandsbutik eller løbe ned til havnen og se politiet sprede et strejkeoptog.

Nedreaas fortæller præcist og uden mislyde fra barnets perspektiv. Hun skriver radikalt realistisk, kunne man sige, det, der sker, bliver lagt frem – om det er ydre hændelser eller indre følelser i det barn, man følger i det pågældende kapitel.

Hvordan tænker et barn egentlig? Det er ikke godt at vide, den voksne har kun en vag erindring, nogle følelsesindtryk, diffus tåge, der ligger i hukommelsen og er med én, nogle glimt.

De indtryk genfremkalder Nedreaas med sin skrift, usentimentalt og hårdt. Som i kapitlet om Evelyn, der lever i konstant frygt for, at familien skal sættes på gaden. De er fattige, hjemmet er kaotisk, hun kan ikke regne med noget eller nogen.

I vrede over, at Evelyns storesøster Ragna har stået og kysset med en fremmed mand nede i porten, slynger faren en lørdag aften en spand ærtesuppe mod døren. Ærtesuppe, som Evelyn har fået med hjem fra det fine hjem, hvor hun er i tjeneste. God mad, med flæskestykker og brød til, så de kan få en hyggelig lørdag aften, havde Evelyn tænkt.

I stedet ender hun med at flygte ud af hjemmet, ud i byen, hvor hun som så ofte før flakker hvileløs rundt.

»En stund sad hun og lod tomheden, ensomheden, angsten, trætheden svimle gennem sig. Jeg vil hjem, klynkede hun og blev siddende. Hun kom i tanke om de gode stykker brød, hun havde i lommen, og pakkede dem op med en spinkel glæde. Hun var glubende sulten. Syg efter salt. Hun nød dem grådigt.«

Det er nogle virkelig hårde og nådesløse børneliv, Nedreaas skriver frem. Børneliv, de voksne ikke kerer sig ret meget om. Børneliv, der ikke bliver anset for værdifulde.

Der er forsvindinger og dødsfald undervejs – men livet går videre. Det er, som om det ikke bliver taget helt seriøst hos de voksne, når børn bliver gjort fortræd. Der er så meget smerte, de voksne ikke magter eller evner at se.

Det kan lyde mærkeligt, men alligevel virker den mistrivsel, Shannon Færch skriver frem i Angst, på en sær måde lige så mistrøstig, som den man finder hos Nedreaas, bare på en anden måde. En mere flad og kedelig, grå og følelsesløs måde.

Det er, som om mistrivslen bare har ændret karakter i løbet af de 75 år, der er imellem de to bøger, men ikke nødvendigvis er blevet mindre. Færchs klaustrofobiske roman om et ungt menneske, der står på tærsklen til voksenlivet i 2025, emmer af smerte, præcis ligesom Nedreaas’ socialrealistiske skildring af børneliv i Bergen for snart 100 år siden. Det er bare en anden slags smerte.