Ingen konsulenter i sigte

Forleden bragte TV2 Kosmopol et interview med en tidligere fisker fra Thyborøn, der nu sejler havnebusser i København. Et sted han tydeligvis ikke har særligt varme følelser for:

»Jeg har ikke problemer med københavnere, men jeg synes bare, det er et træls sted at bo. Jeg kan ikke se det flotte herinde. Der er ingenting grønt, der er ingenting af noget som helst.«

Helt fair Jens Thorbek, kunne man sige. Mennesker er jo heldigvis forskellige, og man kan jo lykkeligvis bosætte sig efter sine præferencer i forhold til land og by. Det virker helt uproblematisk, at en mand giver udtryk for sine holdninger til hovedstaden, selvom man kunne indvende, at Fælledparken da er grøn, og at der da findes flere forskellige ting i København, men det er jo underordnet. Manden har ret til sin holdning og den gør heller ikke ondt. Og så er pointen med et frit samfund vel netop, at der er plads til forskellige livsformer og livsvalg.

Noget der til gengæld har været træls gennem en længere periode, er visse politikeres trang til at slå København oveni hovedet. En ting er, at de fuldstændig har fejllæst folkestemningen, så det ikke giver dem den vælgermæssige medvind de tror, de får ud af det, hvorfor det mere har karakter af at skabe splittelse end meningsfuld offentlig samtale.

Men det vigtigste er måske, at det billede de maler er alt for unuanceret og indeholder nogle underlige insinuationer om, hvem der har skylden for udviklingen. De er som regel fyldt med formuleringer som »mange oplever«, der skal illudere at forfatteren taler på folkets vegne. Helt grelt bliver det, når afsenderen forvirrer demagogisk ved at fremstille sig selv som et lille barbenet arbejderbarn, der bare vil have sin bid af kagen vristet fra de onde magthavere i det skinnende København. For hovsa, hvordan kan afsenderen både være repræsentant for magthaverne gennem generationer og på samme tid være den lille mand fra provinsen, der magtesløst peger på problemerne?

Svendborg er åbenbart blevet overrendt af nogle helt forfærdelige københavnere.

Sådan er det også med mf’er og socialdemokrat Bjørn Brandenborgs Det de kalder udkant kalder vi hjem, der har journalisten og debattøren Lars Olsen som medforfatter. Det er lidt uklart, hvad bogen er og hvad den vil. På den ene side er det en fortælling om den umiddelbare forhistorie, de sidste 30 års ændringer i demografi og socioøkonomiske forhold på danmarkskortet. Den del dokumenteres med talrige grafer og tal i kolonner og kan vel betragtes som nogenlunde objektiv. På den anden side er det en slags debatbog, der gerne vil pege henimod årsagerne til disse forhold, men også meget gerne vil tegne et billede af et splittet land. De skriver, at der findes en »mental kløft mellem hovedstadens meningsdannere og beslutningstagere.« Og her er det, det hele bliver uklart.

For hvem er bogtitlens ”de”? Hvem er det egentlig, der kalder Svendborg udkant? Svendborg, hvor Brandenborg er vokset op og i dag kalder hjem, er vel mest kendt for at være et lille dejligt sydfynsk smørhul. Svendborg er derfra Brandenborgs verden går, men hvor blandt andet synet af ladcykler i bybilledet afslører for politikeren, at noget ikke er, som det altid har været. Svendborg er åbenbart blevet overrendt af nogle helt forfærdelige københavnere. Man skal vist kunne læse mellem linjerne for helt at forstå, hvad problemet er, men man håber da ikke, at de spiser de gæve lokale matrosers kæledyr. Noget har i hvert fald ændret sig. I 60’erne og 70’erne kom københavnerne for en kollektiv drøm, i dag kommer de mest for deres egen skyld, skriver Brandenborg med en imponerende indsigt i københavneres handlingsmotivation og følelsesliv.

Konsulenterne er fjenden, lader det til. De render rundt og ødelægger det autentiske gode gamle arbejderdanmark og er endda nu også kommet til Svendborg. Er de poppet op af sig selv, kunne man spørge. Eller er de blevet landsat fra amfibiebåde ved Christiansminde strand? I hobetal er de gået i land og har hærget op og ned ad Gerritsgade, har åbnet kafferisterier og smidt om sig med onde økologiske produkter. Eller hvordan er det nu med konsulenter? Kunne de også være noget, der er sprunget ud af velfærdsstatens mere og mere finmaskede bureaukrati? Måske en udvikling en politiker kunne tænkes at stå på mål for, eller i det mindste tage lidt ansvar for. I øvrigt fremgår det af Brandenborgs cv, at han selv har været konsulent i lobbyvirksomheden Rud-Pedersen, så spejl, Bjørn, eller hvad man nu skal sige. Kig i hvert fald lidt indad inden du skriver en bog.

Det er en besynderlig tendens hos politikere; at kritisere den virkelighed de selv har skabt, og samtidig bruge en usynlig skygge af skyldige til at fremme en folkestemning mod ”københavnere”, ”den kreative klasse” eller ”konsulenter.”

Bogens medforfatter, journalisten og samfundsdebattøren Lars Olsen, skriver indigneret med udgangspunkt i Indre Nørrebro, Holbæk og den vestlige ende af Møn, hvor hans familie har et sommerhus. Bogens hovedpointe er, at Danmark er blevet et mere opdelt land end tidligere på grund af centralisering, og ikke mindst på grund af en stigende økonomisk ulighed skabt af den kasinoagtige udvikling på boligmarkedet. Rigtigt nok viser forfatterne, hvordan flere og flere funktioner er flyttet ud af provinsbyerne efter både kommunalreform og afindustrialisering. Busruter bliver nedlagt, skoler bliver lukket og butiksdøden gør de gamle hovedgader tomme og forladte.

Samtidig er velstanden i de gamle brokvarterer steget eksplosivt. Toværelseslejligheder der før husede arbejderfamilier bliver handlet for millioner, ofte som forældrekøb. De smalle gader på Indre Nørrebro er proppet med store nye familiebiler, og gourmetbagerier med croissanter til uhyrlige priser popper op overalt. For nylig har nogle nordsjællændere åbnet et meget autentisk trattoria i Møllegade. Det er svært at finde plads til kundernes lige så autentiske BMW’er i den lille gade, og det er da lidt irriterende, når fremmedlegemer dumper ned på den måde og forstyrrer ordenen. Men det er jo tiderne, som Hr Schwann ville sige. Altså den historiske udvikling som jo i sagens natur ikke er drevet af enkeltpersoner, men af tusind faktorer og et sammensurium af forhold. I det her tilfælde er et af forholdene uden tvivl, at Christiansborg med socialdemokraterne i spidsen i årevis har holdt hånden over det vælgerhav, der er udgjort af boligejere.

Bogen er på den måde fuldstændig blottet for selvransagelse, når den i demagogisk prosa beskylder medierne og »den talende klasse« for at kapre dagsordenen med wokeisme og kønsdebat, og for dermed at bane vejen for Socialdemokratiets dårlige valg i 22. Medierne gider nemlig ikke interessere sig for »den nedslidte tømrer i Faaborg«, men vil hellere tale om Eskimo-is. En anden mulighed kunne selvfølgelig være, at vælgerne ikke er så dumme som forfatterne vil gøre dem til, og ser andre partier være mere genuint interesserede i velfærdsstatens ve og vel, især den del, der angår den lavere del af middelklassen. Sygeplejersker husker måske bedre end socialdemokrater tror?

Seneste måling fra Altinget spår forsmædelige 12 % til Socialdemokratiet i København. Det er vel ikke alle sammen onde konsulenter, der flygter til SF? Hvad nu hvis vælgerne ikke er blevet forført af den verdensfjerne elite på Politiken, men vil have en velfungerende velfærdsstat uden vanvidspriser på boligmarkedet og lukninger af daginstitutioner?

Magten og forandringskraften ligger hos politikerne og ikke hos konsulenterne eller hos surdejsbagerier på Nørrebro.

Tilbage på Vestmøn sidder Lars Olsen og maler et ufuldstændigt billede af udviklingen på den lille ø. Han beskriver en ikke rigtigt eksisterende konflikt mellem tilflyttere (rige økologiske konsulent-røvhulssnobber fra København) og de lokale jævne og godmodige folk: »Nordsjællands og Københavns talstærke boheme-bourgeoisi sender bølger helt til Møn, hvor de velstilledes korrekte livsstil støder sammen med en mere jordnær folkelig kultur.« Hvordan sammenstødet finder sted og hvem disse mennesker er, melder historien ikke noget om. Måske handler det mest om, at Lars Olsen har et problem med andre livsformer end sin egen. Fuck det snæversyn, får man lyst til at sige, men sådan gør man vel ikke i et elitært kulturmagasin. Hvad rager det egentlig Lars Olsen, at der er folk der dyrker yoga i Hårbølle? Skal man æde brun sovs dagen lang for at være et ordentligt menneske og gyldigt medlem af velfærdsstaten?

Sandheden på Møn er snarere, at de tilflyttede, som ofte er fra kulturproletariatet, bliver modtaget med åbne arme. Blandt andet fordi de har børn med der giver liv til både lokalmiljøet og institutioner og skoler. Til gengæld modtager politikerne dem med lukning af den lokale skole og daginstitutioner. De industriarbejdspladser, som Lars Olsen begræder ikke er der længere, forsvandt altså for over 30 år siden og blev ikke lukket af hverken konsulenter eller yoga-dyrkere. Sukkerfabrikken lukkede i 1989 og Proms Kemiske Fabrik, der også bliver nævnt, blev tvangslukket af myndighederne efter en omfattende miljøskandale i 1994. Igen; ingen konsulenter eller kreative at se.

Ja, konsulenter har fanden skabt, og der bliver skrevet meget uvedkommende ævl og kævl i dagbladene. Men magten og forandringskraften ligger hos politikerne og ikke hos konsulenterne eller hos surdejsbagerier på Nørrebro. Og slet ikke hos fattige musikanter og kunstnere på Vestmøn, der bare gerne vil have en bolig, de har råd til, og et dejligt sted for deres børn at vokse op.

»Den snakkende elite i København er nødt til at forstå, at de skattefrie gevinster skævvrider vores land«, skriver de to medlemmer af den snakkende elite fra Svendborg og Holbæk. Det er boligmarkedet de taler om, og det kunne der være en pointe i. Derfor foreslår de at beskatte de hidtidige skattefrie boliggevinster, men hov, kun for dem der har ejet i kortere tid, så man undgår at lægge sig ud med det førnævnte vælgerhav fra den øvre middelklasse.

Forslaget er et af forfatternes »10 bud«, som de mener vil rette op på det delte Danmark. De sidste 9 er en blanding af halvgode ideer og lappeløsninger, der ikke vil ændre ved det faktum, at så længe landets magthavere mest går op i at blive genvalgt af den velbeslåede middelklasse, er der ikke nogen udsigt til, at vi vil få en politisk samtale der vil resultere i mærkbare ændringer for dem der – på tværs af geografiske skel – er de svage i Danmark.

Eksempelvis har den økonomiske ulighed været støt stigende de seneste år. De nyeste tal viser, at andelen af børn der lever i relativ fattigdom, nu er på 4,4 %. »Der er noget dybt bekymrende over, at vi har stigende børnefattigdom for første gang i et årti, på samme tid som de rigeste ti procent stikker helt af,« sagde Christian Hallum, skattespecialist hos Oxfam Danmark, forleden til Dagbladet Information. Hvad med at fixe det i stedet for at skabe forestillede kløfter og kæmpe mod imaginære fjender?