Uborgerligt kunstsyn
Hvad vil det sige at have et borgerligt kunstsyn? Grundlæggende kan det koges ned til, at man ser kunsten som noget autonomt, noget der står uden for samfundet og ikke har synderligt med eksempelvis politik at gøre. Ikke dermed forstået, at kunsten ikke bør beskæftige sig med samfundet, det må den hjertens gerne. Hovedpointen er, at det må den selv om, om den vil. Man kan bare ikke stille krav til den.
At have et borgerligt kunstsyn vil altså ikke nødvendigvis sige, at man er politisk borgerlig. Det er netop kernen i det borgerlige kunstsyn, at det har det helt fint med at skelne mellem det politiske og kunsten. Den tyske filosof Theodor Adorno, der vel er den moderne tænker, der mest præcist har formuleret, hvad et borgerligt kunstsyn indebærer, var politisk stærkt venstreorienteret. Han var en del af Frankfurterskolen, en nymarxist. Men så snart det handlede om kunst, var han dybt borgerlig. Han ønskede at friholde kunsten for alle udefrakommende krav. Kunsten skulle være autonom. Den måtte ikke blive spændt for nogen ideologisk eller for den sags skyld økonomisk vogn nogensinde. Tolvtonermusikken var Adornos yndlingsmusik, fordi det var umuligt at fortolke, umuligt at t