Tre bøger med Christian Bennike

Vi har bedt dig anbefale tre universelle bøger. Hvad er den første bog, du vil anbefale?

»Den første bog er Anna Karenina af Leo Tolstoj, som jeg læste første gang for et par år siden. Jeg var fuldstændig optaget af den. Den er ekstremt poetisk, altså helt absurd overlegent skrevet. Man kan bare læse det sted, hvor Vronsky skyder sig selv, og han falder til jorden uden at hverken han eller læseren helt forstår, hvad der er sket. Det er fænomenalt. 

Jeg ved godt, det er plat at vælge en stor, episk, russisk roman når man taler om universel litteratur. Men de her mennesker slås med at finde ud af, hvad de vil med livet, som vi jo alle sammen gør. På et tidspunkt rejser Anna og Vronsky til Italien sammen, hvor de endelig kan få hinanden, men de kommer jo til at kede sig. De er frie og glade, de burde være lykkelige, og så opstår der det her »ønske efter ønsker,« som det bliver formuleret. Så begynder Vronsky at male, men han er vildt dårlig til det. De kan ligesom ikke finde en mening med tilværelsen, selvom de har fået det, de vil have. Det samme gælder bogens anden store hovedperson, som vil lave en ny form for landbrug. Der står om ham: »Han havde helt overset en lille omstændighed i sit liv. Den nemlig, at døden kommer og gør en ende på galskaben.« Det er jo et grundlæggende menneskeligt vilkår i moderniteten, og hvordan skal vi håndtere det? 

Det slutter helt fænomenalt ved, at jo mere han læser Kant og Schopenhauer og Hegel, jo værre får han det. Til sidst går det op for ham, at hvis han bare arbejder i stedet for at tænke på det, så får han det bedre.«


Det andet værk, du vil anbefale, er nyere? 

»Jeg vil gerne anbefale Pigedyr af Cecilie Lind, som udkom for et par år siden. Det er en fantastisk sanselig fortælling om at være kvinde, der er en fortælling om skam, seksualitet og magt, men det er samtidig en meget morsom bog – præsten, som fortælleren er sammen med, hedder Dario, hvilket er helt genialt. Men jeg synes, det er en universel fortælling i den forstand, at det er en vigtig indsigt i bogen, at vi altid er i konflikt med os selv. At vi hele tiden vil flere ting på én gang som er modstridende, vi vil både begæres og lades være i fred. Vi vil gerne feteres, men vi vil også gerne udnyttes. Vi vil ses på og vi vil være private. Der er meget lidt i vores psykologi, der er så ligetil, som vi går rundt og tror. Vi snakker så meget om ’værdier’; at vi har nogle værdier, at dybt inde i mig, der findes der nogle ultimative regler, som jeg efterlever. I virkeligheden er mange af vores principper i konflikt med hinanden. Vi vil have mange forskellige ting ved siden af hinanden, på samme tid. Selvom jeg ikke er en ung pige, så kan jeg relatere til det.« 

Og din sidste anbefaling er måske den bedste bog, du har læst? 

»Den sidste bog er Det Tredje Rige af Karl Ove Knausgård, som er den tredje bog i den serie, der startede med Morgenstjernen. Det Tredje Rige er nærmest den bedste bog, jeg nogensinde har læst. Sådan havde jeg det i hvert fald, mens jeg læste den.
 
Hele idéen om, at den store, autofiktive forfatter, der er blevet kritiseret for kun at skrive om sig selv, at han pludselig skriver et kæmpe epos, hvor han springer fra den ene bevidsthed til den anden, fra en psykotisk kunstner til en teenagepige, fra en småpsykopatisk politimand til en bedemand, og han fremskriver de her karakterer så godt. På den måde fremskriver han en universel menneskelighed, fordi man kan se verden fra så mange forskellige perspektiver på samme tid. Der er et sted, hvor en af karaktererne, en ung pige, er ude i en skov med forsangeren i et norsk dødsmetalband, og det er fucking skummelt. Djævlen er måske i den skov, måske har de manet ham frem, og det, hun går og tænker på, er ikke »gud, bliver jeg slået ihjel?« men »ser mine bryster små ud i den her top?«
 
Det er en imponerende bog, og så er den både fascinerende og uhyggelig på én gang, den her verden. Altså folk holder jo op med at dø, finder de ud af, og måske handler det bare om min egen evige fascination af døden, måske fordi min egen far døde, da jeg var meget ung, men døden er jo også det ultimative universelle vilkår.«