Afdæmpede eksperimenter
Der er et greb, Carsten Müller Nielsen bruger igen og igen i sin nye bog, Ved slutningen af en vinters roman. Og det virker hver gang.
Romanen foregår i en boligblok, i hvad der kunne være Ukraine, i hvad der kunne være i dag. Jegfortælleren, Irena, er den eneste tilbageværende efter et bombeangreb, der dræbte en familie og drev alle andre på flugt. Hendes mand, Kulja, døde kort før krigens udbrud. Hendes søn, Alex, er ved fronten og ringer ikke hjem. Måske er det bare mobilnetværkets skyld. Måske.
Romanen springer mellem nutidens daglige overlevelse blandt bombekraterne og fortidens erindringer fra tiden op til og lige efter, at krigen brød ud. Og det er her, det greb, der gør Ved slutningen af en vinters roman så rørende, kommer ind. For Irena fortæller ikke om dagliglivet og erindringerne i adskilte kapitler; i stedet slynger nutid og fortid, eller adskillige fortider, sig umærkeligt ind i hinanden.
Ofte starter et kapitel med erindring A: Irena har for nylig stået ved et vindue, et krater, en tom lejlighed. Og springer så, uden videre og uden anden adskillelse end et punktum, til erindring B: Kærligheden til Kulja, møderne med husets beboe
