Print artikel

Internetvenner

Foto: CC
Kommentar
18.04.24
Måske skal vi revidere forfaldsfortællingen om venskabets ringe tilstand. Skønlitteraturen tegner i hvert fald et lidt andet og mere nuanceret billede af sammenhængen mellem det sociale og det digitale end de mange bekymrede forskningsrapporter.

Flere stemmer har påpeget, at vi er midt i en venskabsrecession, og at vores sociale liv kun bliver fattigere i takt med, at digitale platforme optager mere og mere af vores opmærksomhed. Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse af danskernes sundhed fra 2022 er antallet af voksne danskere, der føler sig ensomme, steget med 50 procent på fem år. 12 % procent af danskerne lider i dag af svær ensomhed. Børn og unge tilbringer mindre og mindre tid fysisk sammen med deres kammerater.

Imens de fysiske venskaber træder i baggrunden, interagerer vi i stigende grad med andre via digitale kanaler. Vi sms’er med familie og venner og ringer kun sjældent til dem, vi er i kontakt med børnenes vuggestue igennem en app, sender (for mange) mails til gud og hvermand og følger med i andres sociale liv – både folk vi kender og folk, vi slet ikke kender – gennem internetplatforme. Drejningen, vores sociale liv har taget igennem de sidste 30 år, er rent ud sagt enorm. Mange deler hjem med en partner og måske også nogle børn – og en del af os møder også andre mennesker på arbejdet – men i dag kan man faktisk godt have en velfungerende hverdag uden at se særligt mange mennesker i den fysiske virkelighed. Spørgsmålet er, hvad det gør ved vores sociale liv, at det for mange af os ikke er nødvendigt at møde andre ansigt til ansigt, fordi digitale løsninger i mange tilfælde har overflødiggjort fysisk kontakt? Hvad betyder det for vores måde at danne venskaber og knytte bånd til andre?

Et godt sted at lede efter svar er i litteraturen. Litteraturen har det med at udtrykke nye tendenser, før de bliver nedfældet i forskningsrapporter. Skønlitterære tekster – når de er bedst – indfanger og formulerer dét, vi andre endnu ikke har ord for. I de senere år er der udkommet en række bøger, som udforsker moderne venskaber i en digital verden, sådan som de rent faktisk opleves af levende mennesker af kød og blod, og ikke som en bekymret forsker med statistik i hånd beskriver dem. Litteraturen skildrer menneskers livsverden. Hvordan livet føles og opleves. Det et ikke sådan, at vi kan læse litterære tekster og så komme frem til et facit for, hvordan moderne venskab ser ud. Men litteraturen kan alligevel give os et detaljeret billede af dets mange former og et grundigt indblik i, hvordan vi bruger digitale medier på konstruktive - og mindre konstruktive - måder i sociale sammenhænge. Og dermed kan vi blive klogere.

Moderne venskaber kan udfolde sig via digitale kanaler og stadig have den kerne af intimitet og humor, som man har forbundet med venskabet i århundreder.

Et eksempel på en ny skønlitterær udgivelse, der måske burde få os til at revidere forfaldsfortællingen om venskabets tilstand, er Anne Mari Borcherts roman Lykkelig med M fra sidste år. Her følger vi forholdet mellem to yngre kvinder, en relation, der hovedsageligt udfolder sig på telefonen. De sender ustandseligt hinanden sjove memes og GIFs, der er nøje udvalgt, så de har den helt rette effekt på modtageren. De loller sammen og melder afbud til sociale arrangementer med billeder af trætte pandaer. For, som alle fra internetalderen véd, er det bare mere effektivt at kommunikere via billeder af en syg bjørn. Man får indtryk af, at venskabet mellem fortælleren og M hovedsageligt udfolder sig i digitale rum – det er relationens primære modus og omdrejningspunkt. Jovist, de mødes af og til i virkeligheden, men når de for alvor skal tale om de ting, der betyder noget for dem – feminisme, dating, kærlighed – foregår det digitalt. Man kan sige, at deres venskab er primært digitalt og blot suppleres af interaktion i den fysiske verden.

I den irske forfatters Sally Rooneys roman Conversations with Friends udfolder venskaberne og kæresteforholdene sig i højere grad den fysiske verden – de bor, studerer og laver mad sammen – men igen er det bemærkelsesværdigt, at digitale kanaler er helt afgørende i situationer præget af krise og forventningsafstemning. Da jeg-fortælleren og hendes bedste veninde-skråstreg-kæreste bliver uvenner, sker forsoningen via e-mail. Ligesom næsten al vigtig kommunikation mellem jeget og den eftertragtede Nick er henvist til telefonen, som jeget hele tiden nervøst lytter efter biplyde fra. Vi har alle været der. Det er – modsat lykkelig med M – relationer, der kan beskrives som primært fysiske, men hvor det digitale spiller en kritisk supplerende rolle i situationer, hvor udfordringerne ikke kan klares i den fysiske verden. Karaktererne har simpelthen brug for den afstand, refleksion og mulighed for finpoleret skriftlig kontakt, som e-mail og sms tilbyder. Det er en måde at være i en relation, som jeg tror mange af os kan genkende: Hvis vi er løbet panden imod en mur i forhold til et andet menneske, er det ofte nødvendigt at slå koldt vand i blodet og skrive vores tanker ned for at rykke relationen i en bedre retning.

Endelig kan man nævne den amerikanske digter Patricia Lockwoods forfatterskab som et eksempel på, hvordan nyere skønlitterære stemmer repræsenterer en mere nuanceret skildring af venskabet i dag. Bogen No one is talking about thishandler om en internetsuperstjerne, der er blevet kendt for at sende humoristiske tweets ud i æteren, herunder det bizarre spørgsmål: Can a dog be twins? Jeget lever helt igennem i en digital verden. Hendes livssfære og relationer er kalibreret ud fra internettet. Med ét bliver hendes digitale tilværelse dog afsporet, da søsteren bliver mor til et barn med en alvorlig medfødt sygdom, som sender jeget ud i en – fysisk – verden med hospitaler og plejerutiner, som hun er alt andet end vant til. Hos Lockwood er den fysiske verden den tunge og alvorlige, mens den digitale verden repræsenterer det mere legesyge og bekymringsløse. Pointen er ikke, at den digitale verden er bedre. Den fysiske verden med dens fysiske problemer (såsom døden for eksempel) er uomgængelig og nok også mere autentisk. Men Lockwood viser, at den gængse fortælling om, at internettet er det, der ødelægger vores sociale liv, måske ikke helt holder. Internettet kan ødelægge en hel del, men det kan problemer i den fysiske verden skam også.

Værkerne har det til fælles, at de sætter ord på den pluralisme, som moderne venskab bærer præg af. I dag kan man have venner, som man næsten aldrig ser, men som man alligevel føler sig nært knyttet til, fordi de på ugentlig basis sender et lollet meme eller spørger, hvordan det gik med jobsamtalen på Messenger. Litteraturen har med andre ord blik for nuancerne i moderne relationer og øje for de funktioner, digitale medier har i vores venskaber. Før vi slår på dommedagstrommen i forhold til folks svindende sociale liv i en tid præget af digital kommunikation, er det derfor vigtigt, at vi lægger mærke til alle de nye måder, venskabet potentielt kan udfolde sig på.

Vi skal naturligvis være opmærksomme på, at ensomhed er stigende, ikke mindst blandt unge, og hilse ethvert forslag på at modvirke social isolation velkomment. Det er en ekstremt vigtig dagsorden. I den forbindelse tror jeg, vi gør klogt i at se på digitale medier som en kompleks størrelse, der – hvis de bruges til kaloriefattig underholdning – bestemt er en del af problemet, men som paradoksalt nok også kan være kilde til givende relationer. 

Lykkelig med M er et fint eksempel på et nært venskab, der primært finder sted i digitale rum og med digitale virkemidler – hvad det ikke bliver mindre dybt af. Romanen viser kort sagt, at moderne venskaber kan udfolde sig på digitale kanaler og stadig have den kerne af intimitet og humor, som man har forbundet med venskabet i århundreder. Rooney peger på, at samhørighed via digitale kanaler kan være et afgørende supplement til moderne venskaber, og Lockwood kaster lys over en verden, hvor internettet er alt, indtil det pludselig udfordres af andre dagsordener. Samlet set giver værkerne indtryk af, at nøglen til at løse problemet med ensomhed ligger i, at vi bliver rustet til at bruge digitale og sociale medier til vores eget bedste: At vi stopper med at doomscrolle og i stedet sender et skægt meme til en person, vi har tænkt på, men glemt at række ud efter. At vi sender en gennemtænkt mail til mennesker, der betyder noget for os.

Sociale medier og digital kommunikation generelt er her for at blive og derfor bliver vi nødt til at tage stilling til, hvordan ny teknologi påvirker vores liv og relationer til andre. Der er megen kritisk debat om skærme i disse dage. I nogle henseender er det en virkelig god ting. Mindreårige skal ikke udsættes for manipulerende algoritmer, og der skal sættes en stopper for ulovligt indhold. Men når det gælder det mere abstrakte spørgsmål, der går på, hvordan vores venskaber og relationer generelt ser ud i en digital æra, bliver tingene en anelse mere komplicerede. Den kompleksitet indfanger skønlitteraturen, og også af dén grund bør vi læse den.

Vi bruger cookies

Vi bruger cookies til at integrere med vores videoudbyder og til at lave anonymiseret statistik over trafikken på vores hjemmeside.
Cookies er små tekstfiler, som kan bruges af websteder til at gøre en brugers oplevelse mere effektiv. Loven fastslår, at vi kan gemme cookies på din enhed, hvis de er strengt nødvendige for at sikre leveringen af den tjeneste, du udtrykkeligt har anmodet om at bruge. For alle andre typer cookies skal vi indhente dit samtykke.

Dette websted bruger forskellige typer af cookies. Nogle cookies sættes af tredjeparts tjenester, der vises på vores sider. Du kan til enhver tid ændre eller tilbagetrække dit samtykke fra Cookiedeklarationen.

Læs mereLuk

Statistik cookies hjælper webstedsejere med at forstå, hvordan de besøgende interagerer med hjemmesider ved at indsamle og rapportere oplysninger anonymt.
Sociale medier cookies tillader os at integrere med velkendte sociale mediers platforme. Formålet er en mikstur af marketing, statistik og interaktioner med 3. parts platformen.