Tusind fuckfingre lige i fjæset
Det er altid meget rørende at besøge Det Danske Kunstakademis årlige afgangsudstilling, der finder sted på Kunsthal Charlottenborg i indre København. Ikke mindst på dagen for udstillingens åbning, hvor der er en herlig, løssluppen dimissionsstemning på den gamle kunstinstitution. Lykkelige dimittender krammer hinanden, der ligger bunkevis af blomster smidt foran kunstværkerne, kunstinteresserede unge såvel som Bente Scavenius-look alikes er mødt op i hobetal, kunsten lever.
Men i virkeligheden er det mest rørende, at de studerende hvert år får tildelt et rum. Et rum på en af Københavns fineste, ældste kunstinstitutioner, hvor de kan få lov til at udstille lige hvad de vil. Side om side med hinanden, selvom de i princippet ikke har andet til fælles, end at de tilfældigvis er blevet færdiguddannede fra den samme skole på samme tid. Og som beskuer kommer man uundgåeligt til at sætte værkerne i relation til hinanden, skabe en fortælling, selvom det i bund og grund er ganske tilfældigt, at disse kunstnere skulle udstille netop her, på samme tid. Ja, ja, udstilling er selvfølgelig kurarteret og gennemtænkt ned til mindste detalje, men der er noget herligt momentumagtigt over at