Benægtelsens kædereaktion
Jeg holdt op med at ryge i 2006 efter at have røget i cirka 18 år. Eller, det passer ikke helt, jeg har røget en cigaret nu og da siden, nok to-tre gange om året.
De relativt få cigaretter, jeg har røget siden 2006, er ikke et bevis på, at jeg kan kontrollere min afhængighed. De er et bevis på det modsatte. Behovet for nikotin er til daglig fuldstændig fraværende – lige indtil jeg sidder dér og ser én ryge, og det pludselig giver al mulig mening at bede om en smøg. Følelsen mellem fingrene, gløden, røgen. Så velkendt og rart. Men det smager mig grimt, og giver kvalme. En bizar blanding af umiddelbar tilfredsstillelse afløst af akut ubehag. Et halvt år senere er det glemt, og det hele kan gentage sig.
Jeg blev tørlagt i oktober 2022 efter flere års alkoholmisbrug. Lysten til alkohol banker af og til på. Men så husker jeg cigaretterne og siger til mig selv: »Jeg er alkoholiker, og jeg har ikke drukket i et år og 103 dage«. For jeg må aldrig nogensinde tænke, at jeg kan godt kan drikke to-tre gange om året.
*
Min egen tidlige historie med alkohol er fuld af druk fra jeg var 15 år og dermed fuldstændig gennemsnitlig. Men dér, hvor den