Jeg skælver i mit spejlbillede
Vitsvit er oversat stilsikkert af Kamilla Löfström og Liv Sejrbo Lidegaard. De har valgt at bibeholde den svenske titel, som de beskriver i følgende note: »Vit betyder hvid, og svit betyder både suite og desuden på svensk 'følgesygdom', 'men' eller 'eftervirkning'.« Sådan ledes vi altså ind i digtene, først igennem spejlet, der forvrænger huden og derefter videre med bevidstheden om den hvide syge, det hvide mén.
Jeg lytter til Medina, mens jeg skriver det her. Jeg ved ikke helt hvorfor, det larmer så ømt, mellem alle de stemmer der findes i Vitsvit. Samlingen er bygget op af fem forskellige stemmer, der refereres af jeg’et. Stemmerne er familiemedlemmer, der snakker om vold, død, erindring og krop i et næsten bibelsk leje eller patosen fylder i hvert fald rigtig meget. Stemmerne består af et sammensat sprog mellem hverdagen og verdenslitteraturen. De er talte, men også allerede skrevne, som da broren næsten ordret taler Paul Celans Todesfuge: »Min bror sagde: Sorte dæmringsmælk, vi drikker dig om natten«. Digtene hilser hele tiden mod traditionen, men ikke ærbart, ikke underdanigt. I digtsamlingen hersker hele tiden en ko
