Høgh pasticherer Høgh

For at skrive om Peter Høegs nye roman, Effekten af Susan, bliver jeg nødt til først at sige noget om mig selv som anmelder: 

Jeg læser ikke så mange romaner, næppe flere end tre-fire stykker om året. Af Peter Høeg har jeg læst Forestilling om det tyvende århundrede, De måske egnede, Kvinden og aben og Den stille pige. Fortællinger om natten har jeg aldrig åbnet, mens jeg startede på Frøken Smillas fornemmelse for sne og Elefantpassernes børn for kort inde i læsningen at gå i stå. 

I begge tilfælde var det med følelsen af at sidde over for et smukt, men også distanceret sprog, og det gælder generelt, at jeg har haft svært ved at leve mig ind i Peter Høegs bøger, bortset fra De måske egnede, der med sin enkle, personlige historie talte klart og direkte til mig.

Når jeg alligevel har læst en del af hans værker, er det, fordi jeg er optaget af deres tematikker. For eksempel tidløshed: Et emne, jeg interviewede Peter Høeg om for nogle år siden, og som han introducerede allerede i Forestilling om det tyvende århundrede, hvor en greve beordrer