I kristendommen er der ingen acceleration

Hvad skal vi med religion i et moderne samfund, hvor velfærdsstaten har overtaget det sociale arbejde, hvor sekulær etik har erstattet den religiøse og hvor videnskaben har blotlagt datidens obskurantisme? Det spørgsmål diskuterer den tyske sociolog og professor ved Friedrich Schiller Universitetet i Jena, Hartmut Rosa, i sin nye bog under titlen Demokratie braucht Religion (Demokratiet har brug for religion). Bogen er et forfriskende debatoplæg om religions rolle i det 21. århundrede, da Rosa – i modsætning til mange andre moderne tænkere – mener, at religion kan tjene en vigtig funktion i nutidens samfund. 

Hartmut Rosa har opnået international berømmelse for sine sociologiske samtidsdiagnoser. I sine tidligere bøger Fremmedgørelse og acceleration og Resonans beskriver Rosa, hvordan nutidens højhastighedssamfund kan virke fremmedgørende. I Demokratie braucht Religion anviser Rosa en mulig udvej fra denne fremmedgørelse. Religion kan nemlig hjælpe os med at finde fodfæste i højhastighedssamfundet, lyder det. 

Produktivitets- og vækstindikatorer i den offentlige sektor, PISA-målinger i folkeskolen og et monomant fokus på BNP tjener som vidnesbyrd om et samfund, der har væksten, forbedringen og innovationen for øje. Et sådant samfund kan bedst betegnes som et accelerationssamfund, fordi alt handler om fremdrift og hastighed, lyder det fra Rosa. Han medgiver dog, at denne samfundsindretning har bragt positive frembringelser. Se blot på den eksorbitante, økonomiske velstand, som denne samfundsindretning har ført med sig, skriver Rosa. 

Men her ophører vækstparadigmets herligheder imidlertid også. For vækstparadigmets refræn om vedvarende fremdrift har gjort, at vi befinder os i det, Rosa kalder en rasende stilstand. Den ubønhørlige jagt efter vækst og fremdrift har nemlig gjort, at vi må producere, optimere og innovere for overhovedet at opretholde en stilstand, en status quo, i samfundet.

Ophører væksten, forsvinder arbejdspladserne, så falder skatteindtægterne, og så har vi ikke råd til at betale arbejdsløshedsforsikringer og pensioner, argumenterer Rosa. Systemet lever med andre ord af vækst, og bryder vi den hvileløse stræben efter vækst, borteroderer hele grundlaget for vores samfundsmodel. 

Den evindelige stræben efter vækst fører til, at samfundet befinder sig i en aggressionstilstand. Aggressionstilstanden opstår, fordi vores uophørlige stræben efter vækst betyder, at vi hele tiden skal være hurtigere, producere mere, konsumere mere og forfine vores konkurrenceevne. Men denne optimeringsproces fører til, at vi indgår i et aggressionsforhold med den verden, som omgiver os. Til naturen, fordi vi driver rovdrift på den, til hinanden, fordi vi ikke længere lytter til anderledestænkende, til os selv, fordi vi hele tiden skal præstere mere. 

På trods af materiel velstand, er det ikke en ønskelig situation, da demokratiet ikke kan fungere i en aggressionstilstand, mener Rosa. I aggressionstilstanden er det ikke det bedste argument, der sejrer, men den højest råbende. I aggressionstilstanden betragtes medborgere som fjender, hvis de har en anden holdning; de er fascister eller landsforrædere, lyder det. 

Den evindelige stræben efter vækst fører til, at samfundet befinder sig i en aggressionstilstand.

I aggressionsdemokratiet er det ikke nok, at hver enkelt borger har en stemme, hvis medborgerne ikke lytter til hinanden. Demokrati kræver en intellektuel ærlighed og en velvilje til at høre på de argumenter, som andre fremfører. Derfor har vi behov for det, som Rosa kalder resonansøjeblikke. Det er øjeblikke, hvor der opstår en svingning mellem individet og verden. Det sker, når en ekstern faktor påvirker os i en sådan grad, at vi ubevidst træder ud af øjeblikket og lader os påvirke og bevæge. Det kan for eksempel ske ved at høre musik, men det kan også ske i samværet med en anden person. Eller i det sociale rum, som religionen stiller til rådighed. 

Religion tilbyder en overtidslig ramme, hvor vækst- og produktivitetsmål er henlagt. I kristendommen er der ingen acceleration, kun den samme kirkekalender, der har hersket de sidste 2000 år. Af den grund finder mange kirken kedelig, fordi den byder på de samme ritualer, salmer og praksisser. Men det er netop heri, at religionen tilbyder samfundet en værdi, lyder det. 

Kirken er et »reservoir af ideer« – sange, traditioner og rum. Her trækker Rosa på den canadiske filosof Charles Taylor, der skriver, at religion har to funktioner: Transcendens og transformation.

Religionen bemægtiger os til at overskride os selv, at elevere os over vores eget, begrænsede erkendelsesperspektiv, og indse, at der er noget, der rækker ud over os selv. Den transformative del består i, at denne erkendelse giver os en velvilje til at lytte til andre; at forvandle os selv, hvis vi konfronteres med et andet og mere plausibelt synspunkt.

Og præcis det er kernen i demokratiet. Religion tilbyder et medium til at opnå resonansøjeblikke. Både i konkret, rumlig forstand, da kirken byder på et fysisk rum, hvor accelerationssamfundet kan tilsidesættes. Men også i en etisk betydning, fordi den afledte etik giver os et grundlag for at indgå i dialog med andre. Kirkens budskab er, at vi ikke skal lade vores egen vilje sætte igennem, men vi skal lytte på andre og lade os forvandle. 

Demokrati kræver en intellektuel ærlighed og en velvilje til at høre på de argumenter, som andre fremfører.

Rosa henviser konkret til Biblens første kongebog, hvor Salomon i en direkte appel til Gud siger: »Giv din tjener et lydhørt hjerte«. Ifølge Rosa er der i kirken utallige af sådanne metaforer, sange og budskaber, der inspirerer til åbenhed og resonans. 

Men spørgsmålet er, om det samme ikke kan findes andre steder end i religion? Rosa omtaler selv, at republikansk demokratitænkning i traditionen fra Rousseau og Arendt er beslægtet med åbenhed og intellektuel ærlighed, hvorfor det virker oplagt at overveje, om ikke en indføring i republikansk demokratitænkning evner at frembringe resonansøjeblikke på samme måde som religion? Rosa har selv nævnt forelæsninger som et eksempel på noget, der kan frembringe resonans. Som læser kan man derfor savne et klarere svar på, hvorfor religion er unikt i denne henseende. 

Et andet kritikpunkt er, at Rosa springer let og elegant hen over det faktum, at forsoning og budskabet om et lyttende hjerte næppe er det eneste budskab, som religion prædiker. Rosa skriver om religion som helhed, men fremhæver specifikt kirken og kristendommen som eksempel. Her må man blot konstatere, at der også er talrige eksempler på vold, splittelse og hævn, som næppe kan forenes med tanken om et lyttende hjerte. Både det nye og gamle testamente er fyldt med sådanne passager. 

Rosa optræder som en moderne sociolog, der giver et positivt bud på religions rolle i det 21. århundrede. Bogen bør dog læses i den kontekst, den er opstået i: Nemlig som et oplæg, hvor der ikke er plads til en systematisk og udtømmende udredning. I stedet bør Rosas bog betragtes som et veloplagt debatoplæg, der kan puste liv i debatten om religion i samfundet.