Er Jeppe Aakjær black metal?
I 2020 satte black metal-musikeren Ole Luk under kunstnernavnet Afsky lyd til en række folkekære danske digte på albummet Ofte jeg drømmer mig død. Et af digtene var den danske forfatter Jeppe Aakjærs Tyende-Sang fra 1907. Men hvad sker der med et digt, når det bliver growlet hen over lyden af pigtrådsguitar og torpederede trommer? Musikken kan i nogens ører synes grim og forstyrrende, men ifølge Ole Luk kan den nærmere være et middel til at forstærke litteraturens udtryk:
»Jeg synes, at musikken klæder det sprog, den måde at bruge sproget og de tekster og digte, som jeg har lånt,« siger han. En opfattelse, Ole Luk ikke er ene om. I det litterære selskab Aakjærselskabet, der har til huse på Nanna og Jeppe Aakjærs Kunstnerhjem Jenle på Salling lidt nord for Skive, deler de glæden ved, at de i nogen grad bedagede tekster tildeles nyt liv. Black metal-bearbejdningen af Tyende-Sang formår »med en forholdsvis aggressiv musikstil at fange essensen af digtet,« mener medlem af Aakjærselskabet og rundviser på Jenle Peter Fyllgraf.
Tyende-Sang emmer af en politisk vrede, som fik indflydelse på, hvordan tyendeloven blev afskaffet i 1921, og h