God eller god til at være god

For syv år siden skrev jeg en bog om den humanitære krise i Middelhavet, og som et tankeeksperiment opfandt jeg et nyhedstelegram fra en nær fremtid: »Siden Ruslands troppeinvasion i Estland, Letland og Litauen er ca. 170.000 bådflygtninge ankommet til Bornholm.«

Balterne var flygtet, skrev jeg mig, »efter at Vladimir Putins krig i Ukraine havde spredt sig.« Jeg var tydeligvis inspireret af den nye konflikt mellem den ukrainske regering og russiske seperatister i Donbas, og telegrammet fremdaterede jeg til den 1. marts 2020. Datoen er vilkårligt valgt, læg gerne fem år til, skrev jeg.

I det strategiske risikospil om Europas nære fremtid overså jeg imidlertid, at der ville være en altafgørende mellemregning inden balterne sad i bådene, nemlig en masseflugt fra Ukraine. Men da jeg skrev nyhedstelegrammet fra fremtiden, kæntrede flygtningebådene i Middelhavet, og Europa vred hænder og hjerner for at skubbe flygtningene væk fra vores ydre grænser, og min pointe var, at vi – altså det danske samfund – ville stå sammen om at løse opgaven, hvis vores baltiske naboer blev drevet på flugt af Rusland.

For at tilføje et