Sandflugt
»Åh Danmarks jord, du tilbød os et tilflugtssted,
Giv nu vores trætte døde deres sidste fred!
Af din rigdom har vi ikke brug for andet
Til dem end denne fyrretræskiste og sandet.
Tag imod de pinte jordiske rester i dit mørke,
Blæst omkring på land som vissent efterårsløv,
båret til dig af krigens stormende ånd.
Åh jord, blid som en gammel kvindes hånd.«
1.
Det regner, og det blæser, og på en halvsnæver vej i vesterhavslandskabet lige vest for Oksbøl kommer en kampvogn i grøn og sort camouflage kørende mod os. Ligesom de mange soldater, der render rundt i formation herude og gør uforståelige fagter, er den på øvelse i Danmarks største militære øvelsesterræn. Her råder Forsvaret over 6.500 hektar land. Hektarerne strækker sig over både hedelandskab, plantager og et stykke Vesterhav, der – når der altså ikke er øvelse – fungerer som en helt almindelig badestrand. Det er svært ikke at tænke på Olsen Banden i Jylland. Der er noget både lidt malplaceret, komisk og underligt fiktivt over at se en kampvogn trille rundt i Sommerhusdanmarks sydvestlige hjørne – som om krigen nogensinde skulle