Katastrofekomponisten

Ludwig van Beethovens liv er som støbt over skabelonen for det ensomme kraftgeni. Vidunderbarnet fra Bonn, der som ung mand drog til Wien; fik skabt sig et navn i Europas daværende kulturelle knudepunkt først som virtuos pianist, derefter som en slags arvtager til Mozart, inden han ækelt og langsomt mistede hørelsen, isolerede sig, trådte tilbage fra fænomenernes verden, og alt imens komponerede noget af det mest bjergtagende og overvældende musik, man som menneske – selv i det 21. århundrede – kan udsætte sig selv for.

Fortællingen om Beethovens levnedsløb er så dramatisk og dragende, at det er næsten umuligt at se bort fra. Men hvis man rigtigt vil forstå betydningen af Beethovens musik, så må man lade det biografiske sørgespil vige og lade musikken stå for sig selv. For som den tyske filosof og livslange Beethoven-entusiast Theodor Adorno – der i de sidste godt 30 år af sit liv arbejde på en Beethoven-bog, – gør opmærksom på, så er det »at gå udenom«, når komponistens tragiske liv og skæbne trækkes frem som forklaringen på kraften i hans kunst.

Og hvad er det så præcis, man går udenom? Ja, det korte og irriterende, men også det egentlige svar på Beethoven