I begyndelsen virkede internettet som en god ting
Internettet opmuntrer til forstillelse og omdanner identiteten til resultatet af en slags strategisk markedsføring, hvor vi kuraterer vores selv. Det kunne være en konklusion at drage fra The New Yorker-skribent Jia Tolentinos essaysamling Trick Mirror: Reflections of Self-Delusion, der udkom i efteråret. Ifølge Tolentino har internettet ændret den måde, vi former vores identitet på, i takt med at grænserne mellem det digitale og det fysiske fordamper. Internettet har så at sige invaderet vores tilværelse, og det er uhyre svært at undslippe dets både dragende og forvrængende spejlbilleder af os selv og andre.
Trick Mirror tager os med til alt fra grufulde ”optimimaliserende” fitness-timer på Manhattan til vennernes bryllupper, der til trods for at være rituelle og ens, stadig er noget der skal føles specielt og unikt hver gang.
I essayet A Story of a Generation in Seven Scams gennemgår hun syv forskellige svindelnumre, fra den episke Fyre Festival til Trumps præsidentskab, for at vise, hvor gennemsvindlet vores kultur er, og i hvor stor grad det faktisk kan betale sig at snyde. For hvad er egentlig svindel i dag? Er det svindel, nå