Tv-kiggeri er ikke tidsfordriv

Engang var fjernsyn noget, der ikke var værd at spilde sin tid på. Det var junk, ragelse og ligegyldig tidsfordriv. Fjernsynet var et møbel, og fjernsynsudsendelser i hvert fald ikke en kunstform. Men det omdømme ændrede sig betydeligt med tiden.

Det kan man blandt andre takke Emily Nussbaum, pulitzervindende tv-kritiker på The New Yorker, for. I den nyligt udkomne I Like to Watch – Arguing My Way Through the TV Revolution fejrer hun i 32 essays tv som en selvstændig kunstform. Hovedtitlen, I Like to Watch, er en intertekstuel reference til Being There, der er en amerikansk komediedrama-film fra 1979, hvor en mand frembringer ordene i kraft af sin livslange afhængighed til tv. Alt, hvad han ved, har han fra en tv-kasse. I samme ånd argumenterer Nussbaum for, at tv ikke er mindre værd end film og litteratur, ja tv har ligefrem sin egen raison d'etre som selvstændig kunstform.

Nussbaum argumenterer for, at det, der får tv til at være tv og adskiller den fra film og litteratur som kunstformer, er forholdet til publikum

Nussbaum noterer, at når man roser tv til skyerne, så er de påskønnende ord, man bruger, i virk