Kollektive fornemmelser med blændende scenisk udtryk
Det hele begynder med nogle smartphone-videoer. Skuespillerne sidder bag det halvgennemsigtige lærred, hvorpå videoerne projiceres op i realtime, med hver deres selfiestang, og det centrale drama mellem Hermia, Lysander, Demetrius og Helena foregår som en slags gruppesamtale i Facetime: Hermias far vil tvinge hende til at gifte sig med Demetrius, men hun elsker kun Lysander. Demetrius elsker Hermia, men Helena elsker Demetrius. Foran os blinkes der rundt imellem deres ansigter, Hermia siger én ting ind i sit kamera, men bliver afbrudt af Demetrius, så hendes skærm bliver minimeret ned i hjørnet. Deres erklæringer om kærlighed og deres fortvivlelse over deres indviklede skæbne, formidles på en måde, der minder om reality-shows a la Paradise Hotel eller Big Brother. Det er et virkelig genkendeligt og endda måske lidt gennemtærsket format, men det fungerer alligevel, hvilket vil sige, at det er utrolig sjovt. Det virker desuden instinktivt sandt, at forelskede mennesker er lige præcis så uudholdeligt optagede af sig selv som især Hermia og Lysander fremstår.
Elisa Kragerup, dronningen af dansk teater, har som sædvanlig allieret sig med nogle af landets dygtigste skue
