Jeg håber at Thomas Larsen også skal skrive min biografi, så han kan fjerne alt det grimme og gemme alt det gode

At læse Mette Frederiksen – Et politisk portræt er lidt ligesom at være meget lang tid til tandlægen. Altså den form for tandlæge, hvor man skal have renset tænder af en midaldrende kvinde med ironisk dårlig ånde og store bryster der sjasker ned i face på én, mens man ligger med et eller andet surtsmagende aggregat i mouth, måske den der dims de bruger når der skal tages billeder af ens tænder, jeg formoder at det er en form for kamera, og man ligger dér, mens ens gag-refleks går amoccachino og lige dér, dér tænker man at man nok skal overleve, hvis man bare trækker vejret gennem næsen, men, at det da ville være fedt nok hvis det snart var overstået.

Det samme tænkte jeg på side ét af Mette Frederiksen – Et politisk portræt. Jeg skal nok overleve hvis jeg trækker vejret gennem næsen, men hvor ville det være fedt hvis det snart var overstået. Det havde også været fedt nok, hvis det politiske portræt havde gjort os alle sammen den tjeneste at opføre sig som en ægte portrætbog med 250 sider i skriftstørrelse 1000 og kæmpe margener, i stedet for at ligge og rode rundt nede omkring skriftstørrelse -10 og margener så små at man næsten ikke kan se dem. Så føles