Udluftning i det autofiktive terapilokale

»undskyld fordi jeg har været

så skamløst optaget af mig selv«

Ordene er Nicolaj Stochholms og findes tidligt i hans nye digtsamling, Udenfor pesthospitalet, hvor Stochholm ikke bare undskylder men faktisk også får gjort op med hele sit hidtidige forfatterskab, som åbenbart ikke har været andet end epigoneri:

»Jeg skulle jo blot grifle noget

i den retning, så nikkede de

dystre fædre og gav et legat.«

I stedet skal Nicolaj Stochholm i en alder af et par og halvtreds (»en midaldrende idiot«, som han kalder sig i et af de andre digte) til at stå på egne ben. Eller rettere: Lyrikeren skal til at lære ikke at stå på nogen(s) ben overhovedet, heller ikke sine egne, hvorfor det netop citerede digt, da også slår over i tredjeperson:

»Da tiderne skiftede sad han

fast fordi han så blindt troede

på skriftens tredeling at jeg

havde ridset dem dybt ind

i mit eget mørke, den fejl begår

jeg eller hans hånd ikke igen.«

Men kan man overhovedet skrive et digt uden et jeg? Sagtens, der er endda flere muligheder. En af dem er det gamle kneb med at lade jeg'et møde et du, så der opstår et vi, men - og her bliver d