Historieskrivning som politisk kampagneværktøj

Det første, læseren møder i Dan Jørgensens Staunings arv, er Johannes V. Jensens digtlinjer »Han kom fra folkestammens marv / Indfølt hos ham var landets tarv / Hvem løfter efter ham hans arv?«, skrevet til Staunings begravelse i 1942.

Den måske lidt mindre storladne pointe med bogen lader kort og godt til at være et forsøg på at vise, at svaret på Jensens sidste verselinje, er, at det er Socialdemokratiet under Mette Frederiksen, der skal løfte Staunings arv.

Dan Jørgensen vender derfor blikket mod den, ifølge ham, største socialdemokrat, Danmark har fostret. Det gør han med udgangspunkt i det altid historisk problematiske argument om, at nutidens udfordringer minder om datidens – mere præcist, at vi dengang som nu ser »en verden, hvor populismen vinder frem«. Accepterer man den analyse og idéen om, at datidens og nutidens ensartede problemer kan løses med ensartede midler, er der god grund til at kigge tilbage. Så det gør Dan Jørgensen. Det er bestemt ikke uberettiget, at Jørgensens alarmklokker ringer, når han kigger ud over et europæisk landskab, hvor den ene højrenationale bevægelse efter den anden vinder frem. I Dan Jørgensens analyse er dette et udtry