Det hele virker
»Aaaaaarhuuuus!« To yderst entusiastiske koncertgæster på hver side af ATLAS' anmelder danner et hæst lydbillede i stereo. Redman & Method Man er berygtede for deres live-optrædender, hvor der aldrig tages gidsler. Ingen forlader salen uden at have slidt stemmen til uigenkendelighed og udsat korsbånd og lårmuskler for intensiv hoppen på stedet. Showet i aften bekræfter kun duoens omdømme som branchens ukronede festfyrster. Når hele salen for gud ved hvilken gang skriger »Aarhus!«, så mandlerne er ved at smutte op af svælget, så skyldes det selvfølgelig, at de to sorte amerikanere ikke er blege for at skamride det ældste trick i live-manualen: »Where we at?« Råbes der regelmæssigt fra scenekanten. Men det virker. Det hele virker.
Fra småsnakken under opvarmningen bliver det klart, at publikum tæller mange gengangere, og at denne aftens jomfruer har de tårnhøje forventninger til fælles. Som enhver erfaren koncertgænger ved, så er forventninger en utilregnelig størrelse. De kan spolere en hel aften, hvis virkeligheden ikke står mål med den forestilling, man selv har konstrueret på indersiden af kraniet.
Men Redman & Method Man formår at gøre denne aften til et