Fortæl mig hvordan det ender
Der er noget ved børn, der ofte synes at sætte de ekstreme hyklerier, som vi voksne lærer at acceptere i vores samfund, i relief. Der er noget ved vinklen på deres blik, deres ofte uspolerede perspektiv, som tit bringer klarhed over de komplicerede selvmodsigelser og selvbedragerier, som alt for mange af os accepterer uden at vide det. Børn har nogle gange en evne til at få os til at vågne og se realiteterne i øjnene – og de inspirerer os ofte til at forlange noget bedre af verden.
Valeria Luiselli bruger denne katalysator med stor virkningskraft i sin seneste bog, Tell Me How It Ends: An Essay in Forty Questions. Spørgsmålet »Tell Me How It Ends« viser sig at være hendes datters omkvæd, hver gang Luiselli fortæller hende om de sager med udokumenterede, uledsagede immigrantbørn, som hun arbejder som frivillig tolk for ved en af New Yorks immigrationsdomstole. De 40 spørgsmål er de spørgsmål, som skal besvares af børnene, nogle helt ned til seksårsalderen, for at det kan bedømmes, om de skal tilkendes asyl eller ej. Selv om nogle af spørgsmålene – som spørgsmål #1 »Why did you come to the United States?« – virker rimelig harmløse, er andre – som spørgsmål #33 »Did
