Det skal du se på Copenhagen Architecture Festival
Waiting for Happiness
Nouadhibou er mast ind mellem Saharaørkenen og Atlanterhavet. Byen er Mauretaniens næststørste, og med både togstation, havn og lufthavn er den et trafikalt knudepunkt og et vindue for afrikaneres drømme om at nå det forjættede Europa. Waiting for Happiness (2002) af Abderrahmane Sissako består af en række løst sammenhængende begivenheder i den vestafrikanske transitby. En poetisk mosaik af billeder og stemninger indrammer livet i Nouadhibou. Når håbet er fjernt, er melankolien nærværende, og for 17-årige Abdallah, der vel er det tætteste, man kommer på en hovedkarakter i filmen, er udsigten til lykken lang. Han venter på et tog, der skal tage ham til Europa og tager afsked med sin mor. Han taler ikke længere den lokale stammedialekt og er i det hele taget afkoblet fra det liv, han observerer omkring sig. Waiting for Happiness er en smuk elegisk meditation over et samfund, der venter på og længes efter noget andet og bedre uden at vide, hvad det præcis er.
Tirsdag 15/5 kl. 19.15 i Cinemateket i København
Min onkel