Kuratorisk bestillingskunst
”The star curator has created an incestuous cycle that signals the end of the avant-garde. Instead of finding and advocating for the new, she immediately orders and manicures it, negating the very possibility of newness.” – David Balzer
Kuratorkunstens systemlogik er pinligt iøjnefaldende i toppen af Statens Kunstfonds billedkunstneriske støttesystem, hvor Lea Porsager ligger nr. 1. Den unge fynbo kan som blot 35-årig allerede prale af et CV med legater og projekter til adskillige millioner kroner. Til sammenligning måtte Pablo Picasso vente til helt op i nærheden af de 40 på berømmelse og penge, med 1918 som skæringsåret, hvor han malede balletdanserne til illustration for Diaghilevs balletproduktion i London.
Der hviler en etisk forpligtelse på førende autoriteter inden for samtidskunsten i Danmark overfor de mange unge mennesker, der gerne vil være billedkunstnere, til bestandigt at kritisere, selvkritisere, diskutere og klargøre kriterier for støtte af samtidskunsten
Lea Porsager er et interessant eksempel på dynamikkerne i statens kunststøttesystem, der skaber billedkunstneriske aktører, hvis væsentligste virksomhed er at
