Teknikken som værn mod patos
Forlaget Samleren sælger Peder Frederik Jensens nye bog Vold som en roman, men jeg er mere tilbøjelig til at læse den som et langt essay, eller måske endda en udvidet poetik. Det er et ambitiøst værk, der med volden (fysisk, psykisk, politisk) som fælles referenceramme favner både små, intime historier om familiefejder og kærlighed og store historier om folkevandring og folkedrab. Scenen veksler eklektisk, men smidigt, mellem Vestafrika og Vesterbro med afstikkere til Balkan og Sydamerika, ligesom stilen spænder over både dagbog, dialog og filosofiske passager.
Bogen er ikke poetik på den indadvendte, selvundersøgende måde, selvom hovedpersonen Simon uden tvivl er forfatterens alterego, der også er optaget af familie, kærester og reproduktion. Snarere må Vold betragtes som Jensens forsøg på at besvare sit eget kald til en mere »verdensvendt« litteratur, som han efterspurgte i en Information-kronik sidste forår. Kronikken vakte en del debat, om end ikke af Høegske dimensioner – selvom argumentet i og for sig var beslægtet, frataget den skingre misogyni.
Når det overhovedet er interessant at bemærke lighe
