Det orange monster er farligst i dagslys
Jeg har set mig lidt sur på Orange. Denne forældede kolos af en scene, der troner midt på festivalpladsen og hvert år byder på en imponerende serie af skuffende koncerter. Den storhed, Roskilde Festival for 18 år siden kom til repræsentere for en debuterende provinsknægt som mig, hang ellers tæt sammen med netop denne scene. Her lå mange af de store oplevelser, de første år jeg kom på Roskilde. Her nattesvømmede jeg med en genert Michael Stipe og resten af REM i 1995. Her hævede Radiohead i 1997 barren for, hvordan rockmusik kunne lyde. Og fra samme år gemmer jeg på et smukt erindringsglimt af Orange Scene på afstand i silende regnvejr og publikum badet i flimrende, blåt lys, mens Suede hældte »Europe Is Our Playground« ud over os.
Der har gennem årene været rigtig mange gode oplevelser på Orange Scene. Og den seneste af slagsen fik jeg sidste år, da Bruce Springsteen med sit E Street Band på fornemste vis fik enderne til at mødes mellem kvalitetsrock og folkelighed. Alligevel har jeg set mig sur på den scene. Ikke mindst denne fredag aften, hvor jeg står med korslagte arme på betragtelig afstand og ser Rihanna levere sit popshow. Patetisk. Og lige nu spiller hun endda hi
