Opstigningen

I sommeren 1977, blot et par måneder inden sin død, 42 år gammel, stod Elvis Presley på scenen i Rapid City, Iowa, og var kommet til showets finale, den melankolsk grandiose kærlighedssang Unchained Melody, der havde været et stort hit for The Righteous Brothers i 1965, og som lå Presleys hjerte nær.

Den igangværende turné var i pengemæssig forstand en succes med fyldte sale og svimlende honorarer, til glæde for både Presleys skrantende privatøkonomi og hans mangeårige promoter, Colonel Tom Parker, der altid søgte derhen, hvor fortjenesten var størst, og typisk havde haft held med at trække sin eneste klient i samme retning.

Menneskeligt betragtet var historien en helt anden. Den fysiske og psykiske deroute, Presley i de seneste år var gennemgået, ikke mindst på grund af et massivt misbrug af receptpligtig medicin, havde i 1977 nået et uhyggeligt stadie. Han, der tidligere havde stået som eksplosiv bannerfører for kroppens frigørelse, og som ganske få år forinden fortsat havde lignet en million, var forvandlet til en absurd skikkelse, sin egen groteske vrangside. Det karakteristiske glimt i øjet og lystigt veloplagte smil var forvrænget til en foruroligende