Fodboldens spændingsfyldte kedsommelighed
Fodboldens natur er som vandets, omskiftelig. I sit udgangspunkt er den rolig. Udgøres af jævne bevægelser i en strøm, der stille tager sin form. Boldens gang fra back til stopper til midtbanens ankermand til back – og måske tilbage igen. Sådan kan spillet flyde i minutter, begge hold indforstået med harmoniens fortsættelse. Det forsvarende hold skubber forsvarskæden op og presser fremad, når det angribende hold krydser midterlinjen. Falder tilbage, når bolden vender om. Måske skifter boldens ejermand, og roller byttes om for en stund. Men med ét kan spillet accelerere som ved flodens pludselige indsnævring. Alle blikke og løb retter sig fremad, presser hinanden mod målet. Det hele sker på få sekunder. Måske kulminerer øjeblikket med en scoring, måske ikke. Uanset udfaldet finder en afmatning sted. Det jævne tempos genindtræden. Flodens stille løben.
Pludselig annonceres det, at målet er annulleret for offside. Guardiola falder på knæ i græsset.
Jeg vil påstå, at en årsag til fodboldspillets popularitet, skal findes i dets omskiftelige form. At det konstant vekselvirker mellem det træge og det hastige. Uroen lurer konstant, selv når alt er i
