Riget på scenen
Jeg har ikke set Matador. Jeg har ikke set Game of Thrones. Jeg har ikke set Sopranos. Den eneste tv-serie, der nogensinde har fanget mig i en grad, så jeg har set den hele, set den igennem, set den i sin helhed, er Riget. Til gengæld har jeg set den ofte. Fra jeg første gang i en alder af otte år hørte Mary græde i elevatoren og så Kirsten Rolffes som Fru Drusse klatre op på sin båre for at nå loftspladerne, og der – i elevatorskaktens dunkle afgrund, se hende – den syvårige pige, som i starten af nittenhundredetallet blev forgiftet ihjel af sin lægefars eksperimenteren med syredampe, har jeg været troldbundet af serien og dens gullige billeder. Jeg har set den – i sin helhed – i hvert fald ti gange. Jeg har binget den. Jeg har endda engang, da jeg havde set den til ende, startet den forfra med det samme. Jeg har på et tidspunkt forsøgt at se den amerikanske genindspilning, og først da gav den mig mareridt. Det er ikke for at prale eller noget modsat, men det er sådan, jeg har det med Riget. Jeg elsker at være i selskab med karaktererne – og med den karakter, som hospitalet i sig selv er. Jeg ville ønske, jeg kunne kravle in
