Stammedans der kapper båndene til det rationelle kontroltårn

Reportage

23.09.14

Det svenske psych-rock-band Goat iklæder sig masker for at gøre op med popkulturens ekstreme persondyrkelse. De transcendentale hymner har en frisættende effekt, der efter sigende skaber meningsfuld kontakt med det guddommelige i os alle, som vi har mistet i overgangen til den sekulariserede, moderne verden. Er det næste runde i den kulturelle autenticitetsbølge med pseudo-buddistisk fantasteri, der lover astralsk selvforglemmelse og stressfri ro, eller bare smuk musik med et lidt naivt budskab. Asbjørn Riis-Søndergaard bliver mindet om, at man skal elske det man ikke forstår.

Asbjørn Riis-Søndergaard

Ingen af de langhårede fyre, der står i skæret af solnedgangen over Enghave Park i en grøn sky af økologisk potrøg, fanger ironien, da jeg tropper op i en Wood Wood bomber og spørger om »I er på vej til Woodstock?«

Super.

Nå, men jeg hilser alligevel omkring, og forsøger med et mere ydmygt andenhåndsindtryk.

Jeg er sådan en omnipotent kulturplante, der æder alt fra Kanye West til Debussy. Men ikke psychrock. Det minder mig om den slags New Age mennesker, der går i Batik T-shirts og aldrig bliver voksne og altid befinder sig i en søgende rus af tåget selvrealisering.

Måske derfor har drengene fra psychrock bandet Red Lama, inviteret mig til koncert på VEGA, med de maskeklædte voodoobørn fra Goat. Altså for at afprøve mine fordomme og åbenbare mit popblanke kultursind for syreregnens farverige velsignelser.

Goat er et slags okkult musikkollektiv, der efter sigende stammer fra byen Korpilombolo i Nordsverige og brander sig selv som: »maskerede stamme-psychrock-mystikere.« Cool nok, tænker jeg, det er altså sådan nogle hvide mennesker fra Norden, som leger primitive stammefolk og performer et ritualistisk tranceshow, til 230 kr. per billet, så andre