Hukommelsens hulrum

Hovedpersonen i The Maze Runner er fanget i en labyrint, der ændrer struktur hver nat. Illustration: Sine Jensen

Artikel

30.09.14

Som en teknologi, der er i stand til at vise og levendegøre fortiden, er filmen blevet vital for vores forståelse af det, der er sket og sker. Men filmen er ikke et neutralt fjernmagasin for arkivalier. Den farver det, den viser. Og når selve hukommelsen er det, filmen handler om, så dannes et særligt filmisk rum, hvor film og hukommelse mødes. En slags hukommelsesarkitektur opstår, der gør det muligt at bevæge sig rundt i sindets krinkelkroge, men som også kan lede en på vildspor.

Mattias Blicher

»Erindringen kan ændre et rums form; den kan ændre farven på en bil. Og erindringer kan være forvrængede. De er kun fortolkninger, de er ikke optagelser, og de er irrelevante, hvis man har fakta.«

Ordene er Leonard Shelbys og falder i thrilleren Memento. Der er et eller andet galt med Shelbys hukommelse. Kortidshukommelsen og langtidshukommelsen kommunikerer ikke ordentligt sammen. Shelby er ramt af hukommelsestab, og det besværliggør jagten på hans kones morder. Med tatoveringer og post-its forsøger han at holde styr på fakta.

Shelby er hverken den første eller den sidste filmkarakter, som har kæmpet med en dårlig eller dysfunktionel hukommelse, og i mange film er selve genvindingen af en tabt hukommelse ofte en central del af handlingen. Det kan være pjattet som i den romantiske komedie 50 First Dates, hvor Drew Barrymore ikke kan huske, hvem hun mødte dagen før, og derfor ikke kan huske, hvem hun har været på date med. Det kan være tempofyldt som i Manden uden identitet, hvor Matt Damon som agenten Jason Bourne kæmper for at undslippe håndlangere og for at få sin hukommelse igen. Det kan være sci-fi-mystisk som i Dark City fra 1