Fantasien om et udbrud

Vesuvs udbrud 1820, J.C. Dahl. Olie på lærred. SMK Open.

Kritik

11.03.26

Hvorfor drømmer alle napolitanere om, at Vesuv går i udbrud? Og hvad gør katastrofebevidsthed ved et samfund over tid? Italiensk dokumentarfilm der vises under dette års CPH:DOX er en atypisk og sjældent følsom katastrofefilm.

Ida Katinka Ploug

Alle napolitanere drømmer om, at Vesuv går i udbrud, fortalte en fyr mig på en spritzklistret trappesten sidste forår.

Han var selv fra byen. Voksede man op så tæt på vulkanen, forklarede han, blev man opflasket med katastrofebevidsthed: beretninger om jordskælv, der havde rystet ældre generationer, tvivlsomme forholdsregler og omskiftelige instrukser fra myndighederne. At leve i Napoli var at leve i en evig forberedelse på den næste uforudsete begivenhed. En årelang ophobning af spænding og spekulation: Hvad ville jeg gøre, hvis det skete? Hvad skulle der blive af os? Og det samlede sig til destruktive drømme om at se askeskyerne, lavakaskaderne og beredskabsplanerne folde sig ud.

Jeg kom til at tænke på hans sætning, da jeg genkendte en dokumentar på programmet for dette års CPH:DOX. Below the Clouds (2025), treeren i Gianfranco Rosis italienstrilogi, kalder nemlig netop den stemning frem i sit portræt af den campaniske hovedstad. Her er de umage gadealtre, azurblå Maradona-bannere og leopardplettede margheritaer, man kender fra feriebillederne, skjult bag et alvorstungt sort-hvidt – askegråt? – filter.

I stedet bliver vi vist rundt i et rastløst Nap