Et argument for en kærligere verden
Mainstreamfilmen rykker sig tættere og tættere på det rent pornografiske. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men spillerum giver det. Det betyder, at også de brede(re) film kan udforske, hvad der sker i os, når vi har sex.
Pillion, dette års åndelige arvtager fra den liderlige Babygirl, er lige dele potent og poetisk. Med originalitet viser den, hvad begæret er. Eller nej, snarere – hvordan det kan føles.
Asfaltnært og lysende glider vi over vejen. Vi ser gennem Alexander Skarsgård blik, klædt stramt i hvid og sort læderdragt, mens han cruiser i natten på et bæst af en motorcykel.
Denne susende kraft med konstant risiko for styrt, knæskrab og rødmende hud sat i et fremadskuende forlygtelys, der får alt udenfor det til at synes ligegyldigt, næsten som henlagt i mørke. Selvfølgelig er begæret som at køre på motorcykel om natten og mærke det brøle mel
