Dommedagsrave
Når støvet engang har lagt sig, og de seneste 10-15 års kulturhistorie skal defineres, må en central fortælling handle om, hvordan alting blev et rave. Hvordan DJ-pulte og pulserende technobas rykkede ud af forladte industribygninger og skumle kældre og ind på restauranter, saunaer, kunstmuseer og alt derimellem – i høj grad også ind i biografen.
Hvordan ravekulturen, på godt og ondt, gik fra at være et undergrundsfænomen i opposition til den gentrificerede vestlige storby - udlevet i dennes randzoner - til at blive et symptom på den. En central komponent i dens æstetiske megamix. Hvordan tatoveringer, piercinger, sort læder og esoteriske anti-frisurer gik fra at være markører for en marginaliseret, tabt ungdom på vej væk fra samfundet, til at være markører for en veluddannet middelklasseungdom på vej ind i det.
Det er selvfølgelig den gamle fortælling om enhver subkultur, der bliver mainstream – her forstærket af internettets og musikstreamings totale tilgængeliggørelse af det før skjulte. Og fred være med det, vi er mange, der har nydt godt af denne nye adgang. Men det er også en fortælling, der rummer mere komplekse sandheder om driften mod grænseoverskridelse og
