Selvets ekko
»Den digitale kommunikation består af ekkokamre, i hvilke man først og fremmest hører sig selv tale. Likes, friends, followers skaber ikke resonansbund. De styrker blot selvets ekko.«
Sådan skriver Byung-Chul Han, født i Sydkorea og bosiddende i Tyskland, i begyndelsen af Om ritualernes forsvinden. Og man bliver lidt træt ved udsigten til resten af essayet: En aldrende filosof, Han er 67, der begræder SoMe og mellem referencer til Barthes, Gadamer, Arendt og Baudrillard kæmper for ikke at springe ud som full-blown nostalgiker.
Det sidste lykkes ikke, selvom Han hævder at skrive »uden nostalgi«. Men det er forbeholdene til trods en læseværdig og stimulerende lille bog, der beskriver det i Hans øjne fatale samspil mellem individualisering, digitalisering og neoliberalisme, og hvor resultatet er mennesker, der er tro over for egne følelser og behov, dyrker autenticiteten, men taber sammenhængen, fællesskabet og forankringen i tiden. Livet og virkeligheden bliver en flimren, hvor doomscrolling og forsøg på at præsentere sig som ægte og succesfuld i den altædende online-virkelighed har store omkostninger: ensomhed, opmærksomhedsforstyrrelse, depression,
