Oprørets kompromisløse æstet

Franske Jean Genet havde alt det, der skal til for at skabe en forførende og foragtelig mytologi omkring sin queer persona: Han er så godt som uden oprindelse, udstødt fra begyndelsen. Han stjæler, deserterer og vagabonderer omkring, anbringes og behandles, anholdes og fængsles. Han ønsker ikke bedring, men nyder straffen.

Som han skriver i titelessayet: »Det som fører børnene til forbrydelsen, er den sværmeriske livsfølelse, det vil sige selvprojektionen ud i det mest vidunderlige, mest risikable og i sidste ende farligste liv man kan tænke sig.« Selvprojektion, hvis ikke selvmytologisering, er et nemt anfægteligt, men alligevel uomgængeligt nøgleord, når det kommer til Genet. Det samme er den insisterende sammenvævning af »sværmerisk livsfølelse« og »fare«. Med andre ord: skønhed og oprør, æstetik og aktivisme.

Det er sammenfaldet mellem disse, der løber som den røde tråd i oversætter Morten Chemnitz’ og forlægger Rasmus Graffs glimrende udvalg og præsentation af Genets såkaldte »udenomstekster«.

Med en hob af smådomme hængende over hovedet skriver Genet i 1940’erne en række romaner, flere af dem i fængslet, kulminerende med den delvist selvbiografiske Ty