Kunsten at forsvinde
Hvem har ikke bare én gang i sit liv haft lyst til at forsvinde? Sådan rigtigt at forsvinde? Det har jeg. Og det er jeg sikker på, at andre også har. Tanken er, skal vi være helt ærlige, nemlig fristende, og flugt er faktisk en reel og ikke helt urealistisk mulighed. I en håndevending kunne man pludselig slippe for det eksplosive studielån, de tarvelige forældre, det lige så tarvelige job eller de endnu mere tarvelige forventninger fra samfundet.
Der findes mange kendte forsvindingssager, gamle som nye, og der bliver ved med at dukke nye op. Mange fascineres af dem, og det med god grund. Forsvindingssager taler nemlig til noget almenmenneskeligt i os. Blandt andet et begær efter at leve et helt andet liv, som kan blive vakt ved at høre om mennesker, der vælger at forsvinde fra omverdenen, og som vi kan spejle os i. Og også behovet for mystik og livsvisdom eller ’den store sandhed’, to umiddelbart modsatrettede behov, som også kan vækkes, når vi hører eller læser om forsvindingssager.
Det er, hvad to nyudgivne faglitterære bøger og en genudgivet klassiker når frem til. Elizabeth Greenwood fortæller i Playing
