Fisketur i fortidens å
Hvis spørgsmålet er, om det er en god bog, og svaret på dette spørgsmål er nok for læseren, så kan man fint bladre videre til den næste anmeldelse ved svaret: ja, Nanna Storr-Hansen har med Græsenke skrevet en god bog. Hun skriver godt. Det har hun gjort siden sin første bog Spektakel og måske bedst i Bøgetid, hvor de slanke digte blev ikke bare dybe i al deres økologiske kropslighed, men også skarpe og giftige og faktisk sjove. Men, hvis man nu alligevel kunne interessere sig for, hvordan en god bog så kan gå én anmelder på nerverne, så kan man med rette læse videre i denne anmeldelse.
Lad os først få på plads, at der er tale om det, som er udstyret med genrebetegnelsen roman. Men man kan også konstatere, at bogen primært består af digte. De digte adskiller sig ikke bemærkelsesværdigt fra Storr-Hansens tidligere. Man kan jo hurtigt fortabe sig i genrespørgsmål. Primært fordi man ofte kan komme i tanke om meningsfulde undtagelser til den regel man forsøger at etablere.
Som en hyrde engang fortalte mig: når fårene bliver ved med at hoppe over hegnet, er det måske ikke så meget hegnet, som det ovre på den anden side af hegnet, der er probleme
